tirsdag den 29. oktober 2013

Hyggehætte

Åh, nogle gange er det de små ting, som giver allermest velvære.
Som f.eks. lige nu, hvor jeg har smidt mig på maven i mit hyggehjørne i den ene stue.

Omkring mig har jeg en kæmpe bunke store gulvpuder, en lyskæde, levende lys, et krus te og en håndfuld tørrede figner. Og mine to fantastiske teenagere. Ærligt talt; jeg er ret varm af velvære lige nu. 

Ikke engang det, at jeg lige er blevet kaldt på arbejde i morgen, som ellers er min fridag, kan irritere mig. Jeg er sgu bare lykkelig over, at jeg har et arbejde jeg elsker.

Apropos arbejde, har jeg en udfordring i vente. Af de helt store. På torsdag.
Har meldt mig til at tage den ekstraordinære tidlige morgenvagt.
Burde faktisk næsten kaldes en semi-nattevagt. Skal møde kl. 05:30. Hvilket betyder, at min vækkeur ringer kl. 04:30.

.......................................

........04:30....!!!

Skal fandeme da have monteret en droppose med espresso, når jeg går i seng i morgen aften. Som skal begynde at dryppe i mine årer ved 03:00 tiden.

Eddermanme en udfordring. I flere etaper.

- Skal op. (Har på forhånd allieret mig med sundhedssøn, og bedt ham stille sit ur også.)

- Skal have reduceret hævelser i ansigtet på rekordtid.

- Skal lægge make-up i søvne.

- Skal påbegynde ordre senest halv seks.

- Skal benytte knive i semi-vågen tilstand.

- Skal være klar til kunden kommer kl. 07:00

Men altså, bortset fra at jeg skal op næsten en time før jeg er gået i seng, så gør det mig faktisk ikke noget.
Det er værst for mine kolleger, som jeg sikkert voldkysser godmorgen når de møder, fordi jeg befinder mig i en euforisk koffeinrus.
Men det må de så leve med.
(Og de læser vist ikke min blog, så de aner ikke engang hvad der venter dem. Harh!)

Nå, havde ellers lige et billede jeg ville vise jer, men min computer insisterer på at opgradere til Windows 8.et eller andet, så det må vente.
(Fandeme smart, at Window 8 henter opdateringer, hvad enten man vil det eller ej. Er elendig til at få det gjort selv. Mine tidligere computere blev vist kun opdateret manuelt hvert halve år)

P.S
Intet nyt fra rottemændene/kloakmændene. De kom, de sugede, de brækkede sig, de fandt hullet i kloakrøret. De smækkede en plade over det store hul, satte en kegle med blink. Og skred.
Har ikke set dem siden.

??