onsdag den 18. juli 2012

En ugle på speed.

Er alene hjemme. Eller dvs. næsten. Gråstænkt er ude. Hans børn sover. Og mine børn er på tur med deres far.

Og jeg ved hvor der ligger et stort skod...(Indsæt temamelodien til "The Good, The Bad, and The Ugly)

Årrhh...fornemmelsen af at suge røg ned i lungerne og mærke den beroligende effekt brede sig i hele kroppen. Mærke svimmelheden som gør en skeløjet, fordi kroppen ikke er vant til nikotin længere.

NEJ!

Jeg gør det ikke. Har faktisk smidt skoddet ud. Ved ligesom heller ikke hvem det har tilhørt, så egentlig ret klamt.
(Men okay, jeg er jo også lidt småklam når det stikker mig.)
Men afhængigheden er der stadig. Dog i mindre og mindre grad. Jeg tænker ikke længere på en cigaret som det første, når jeg vågner om morgenen. Det er ret underligt.
Og jeg har fundet ud af, at hvis jeg kaster et stykke tyggegummi i munden lige efter jeg har spist, så er det faktisk næsten okay. Så jeg begynder at tro på det.

Men gud hvor jeg da sover elendigt. Ligger som en ugle på speed hver aften i sengen, med øjne så opspilede, at det hvide i dem næsten oplyser rummet. Og Gråstænkt snorker bare.
Og jeg vender og drejer mig. Og falder i søvn. Og vågner. Og falder i søvn. Og vågner. Det er over en uge siden at jeg sidst har sovet igennem. Fandeme ulideligt.

Men det går fremad. Jeg har, as we speak, sparet 300,- kr. Det er jo vildt. Det er en trediedel af min yndlingsparfume. På en uge.

Nå, vender lige tilbage med noget brok senere. Skal lige ud og spise direkte af glasset med frysetørret kaffe.