Ja, vi var jo som bekendt inde at se Titanic 3D i går aftes. 3D-effekten var til at overse. Faktisk gjorde det filmen mere uskarp. Men filmen i sig selv er jo altid god. Og så var det første gang jeg så den på det store lærred. Årh wow.
Faktisk var det lidt surrealistisk at sidde og se skibet synke og samtidig tænke på, at lige her og nu, var det præcis 100 år siden at skibet ramte isbjerget.
Ja...sådan noget kan jeg godt gå i melankolsk selvsving over.
Men en skøn aften, det var det. Eneste minus var da luften i min mave gik amok. Jeg ved jo at det lugter af ondskab og mavesyg labrador foran radiator, så jeg kæmpede en brav kamp for at holde det inde. På et tidspunkt var jeg næsten bange for at jeg lettede fra sædet. Og uden at gå for meget i detaljer, kan jeg godt afsløre, at jeg havde en kraftig medvind på vej hen mod bilen.
(Hold nu op sipper...Ja, jer der sidder og tænker: "Ej helt ærligt mand, hvor er hun bare klam. Hvorfor skal hun hele tiden snakke om prutter?".) For at genere dig, eventuelt?
Men for at komme tilbage til filmen: Historien holder stadig. Rose er stadig ubeskrivelig smuk. Og Jack ligner stadig en søvnig hund. Og skibet synker stadig. Måtte som sædvanlig kæmpe voldsomt mod tårene, da man så det ældre ægtepar der lå og puttede i sengen, mens vandet fossede ind. Og moderen der læser godnathistorier for sine børn. Ej, men jeg kan ikke klare det. Av mit hjerte.
Derimod generer det mig ikke synderligt, når Jack stivfrossen og knirkende glider af træpladen og synker ned i vandet.
Shit happens. På flere forskellige måder.
