tirsdag den 14. august 2012

Kunstudstilling: Livesex i landsby.

Mens jeg stadig gisper over trenden med at få lavet koloenorme store gabende huller i ørene (stretch), så har vanviddet m. kropsudsmykninger nået nye højder.
I USA er nyeste dille at blive tatoveret i...ja...ringmusklen. Ej men, hvad fanden sker der i hovedet på de mennesker?
Her går vi andre rundt og frygter hæmorider, og æder Magnesia ved den mindste frygt for forstoppelse, og så ligger der kvinder andre steder med spredte baller, mens de frivilligt lader en nål hamre ind og ud...der.

Jamen, jeg begriber det ikke. Og hvad vil man da have tatoveret der? Et sted, hvor man aldrig selv får muligheden for at se det?
Exit? Welcome? Hole in one? Det er fandeme sygt.

Men vi behøver ikke at bevæge os ud af landet for at se noget sært.
I en bette by udenfor Silkeborg, hvor byens lokale købmand har drejet nøglen om, og hvor alle på en eller anden måde er i familie med hinanden, kommer der senere på måneden en event på det lokale "galleri". (De kalder det et galleri. I virkeligheden er det bare et par billeder og malerier i forladt møbelbutik. Var i hvert fald sådan det så ud, sidst jeg susede gennem byen, mens vindheksene føg om sidespejlene).
Her er der kunstudstilling, og emnet er kærlighed og forplantning. Så i tre stive (tøhø) timer, vil besøgende få muligheden for at overvære sex mellem to mennesker.

Seriøst!! Det er sgu for naivt at tro på at de besøgende er kunstinteresserede.  Skal vi vædde med at der dukker rigtig mange svedige mænd op m. ekstra dybe lommer i bukserne? Som tidligere indbygger i byen, kan jeg i hvert fald lynhurtigt forudse hvem der dukker op. Og hvilke kvinder der snerper munden sammen i en form, som mest af alt minder om rectum.
Jeg har spurgt Gråstænkt om vi ikke skulle tjekke det ud. For det vil jo være genialt blogmateriale!
Men han vil sgu ikke. Fatter det ikke. Her tilbyder jeg ham at han må tage afsted og kigge på spændstig pornomodel i fuld action, og så takker han nej. På den anden side; de forlanger 250,- pr. snude. Det er jeg alligevel for nærig til. Selv om jeg er nysgerrig. Egentlig ikke for at se to mennesker parre sig. Men for at se hvem der dukker op. Fra landsbyen.

"Kom og mærk dig selv", skriver de på hjemmesiden. Ehhh? Nej tak!

Nå, efter et blik på den lokale avis' hjemmeside, kan jeg se, at parret er sprunget fra. De vil ikke dyrke sex, pga. den massive medieomtale.
Ej men helt ærligt, Trunte. Kom det da oprigtigt bag på dig? Regnede du med at I kunne have offentlig sex uden medieinteresse? I en by, som fandeme brugte over 2 år på at sladre og gisne om, hvorfor jeg flyttede fra børnenes far? Det er edderrøvme naivt!
Nå, men Midtjyllands Avis meddeler, at der pt. bliver søgt efter nyt par. I en annonce i lokalsprøjten.
Udover ovenstående, vil der også være flg. at se på. Og jeg citerer avisen:

"To piger skal have sex med hinanden. I det "forhold" indgår pornoskuespilleren Elvira Friis og Scarlett Jinx.
Desuden skal der være personer, som onanerer."

Det bliver dælme en vild nat på landet. Og omkring maj/juni næste år, sker der nok et babyboom i byen.