Også i Silkeborg. Desværre er de ikke kun bosat her. De pibler frem fra deres indelukkede lettere jordslåede hjem, hver gang et nyhedsmedie bringer et link på Facebook til en artikel, som handler om de mørke og slet-slet-ikke danskere.
Allerede før politiet, teknikere og/eller dommerne er nået frem til en konklusion, har den lille betændte selvbestaltede folkedomstol svaret:
"Det er perkernes skyld. Altid! Sådan er det bare".
Omtalte folkedomstol har sjældent (faktisk aldrig) nogle argumenter. De er hvad man kan betegne som værende: Argumentrestistente. For de ved bedre. Selvfølgelig gør de det. Det siger "Den Korte Avis" selv. Og den avis kan man regne med. (Selv om det ikke er en avis, men en ganske almindelig beskidt blog).
"De skriver det ingen andre tør!" - brøler folkedomstolen, mens man kan ane lidt tuttifruttikrymmel fra hindbærsnitten mellem deres fortænder.
Men når historien så viser sig fra en lidt anden vinkel, så bliver der stille fra deres lejr. Det tror da fanden. Det ville jo kræve, at de besad empati, selvindsigt og et par ordentligt velhængte nosser, for at de kunne komme med en beklagende kommentar.
I øvrigt skammer de sig sjældent. I stedet henviser de til de tilfælde, hvor de havde ret i deres antagelser.
"Ja ja, denne gang passede det så ikke. Men det er sgu også undtagelsen!" - hvorefter de lader tastaturet med hagekors og hvide hætter og fortsætter deres racistiske og ikke så kløgtige ord-diarré, som kun har ét formål: At sætte ord på deres uvidenhed og deres meget tunge skyklapper, som danner en konstant tåge og skygge over deres ligusterhækskvarter.
Jeg bliver så træt. Men allermest bliver jeg trist over alle de I(nger)S(tøjberg) kloner, der desværre også har ytringsfrihed og internetadgang. For det bliver jo aldrig bedre. Aldrig. Igen; det ville kræve selvindsigt fra deres side.
Nå, men i torsdag brændte et hotel her i byen. Et tidligere hotel. Totalt nedslidt. Skimmelsvampsbefængt med punkterede ruder og med så mange K3'ere, at selv Peter Ingemann ville vende om og skride fra stedet med et tomt blik i øjnene.
Hotellet blev brugt som opholdssted for flygtninge her i byen. Og det var ilde set blandt mange.
Deres forudindtagede holdninger og uvidenhed om flygtningene, fik dem til at glemme alt om, at det er mindst 30 år siden, at det hotel var værd at sætte sine fødder hos.
For det var et hotel! Hvor der boede flygtninge. ET HOTEL!
Og så anholdt politiet en mistænkt, som desværre var brun i huden. Og inden man kunne nå at klø sig i næsen, havde folkedomstolen inficeret Facebook med racistisk lort i en sådan grad, at ISS ville nægte at rengøre stedet.
Mange forsøgte at fortælle dem, at manden sådan set ikke var sigtet for noget endnu. Eller dømt. Men det gled de selvfølgelig af på. Alt andet ville være imod deres natur.
Og så fik teknikerne afsluttet undersøgelserne på brandstedet. Og ta-daaa; manden er uskyldig.
Den skyldige skulle findes et helt andet sted.
Sur-fucking-prise! Den gamle rønne - the artist formerly known as Hotellet - var jo for pokker faldefærdig over hele linjen.
Og nu er folkedomstolen stille. Ikke et ord undslipper deres tastatur. Og det værste er, at de sikkert sidder over den dybstegte karbonade og konspirer over, HVEM af flygtningene det er, der har leget elektrikere.
Det stopper aldrig. Og det er fandeme trist.