Det startede med at jeg ledte efter min cykelnøgle. Men så fandt jeg en cd med gamle billeder på. Sådan ca. fra for ti år siden.
Helt ærligt...hvorfor kunne jeg ikke selv se det dengang? Hvorfor fanden havde jeg sådan et ringe selvværd allerede dengang?
Når jeg kigger på billederne, ser jeg en sød smilende kvinde med perfekt hud i ansigtet, et skide flot naturligt rødt hår og en krop som faktisk slet ikke var så styg, som jeg selv mente.
Men i stedet for at være glad for det, fokuserede jeg udelukkende på alt det negative ved mig selv.
Og nu sidder jeg her...10 år senere, og ville ønske, at jeg så sådan ud.
Faktisk sidder jeg med en følelse af tristhed. Pisse trist, faktisk. (Og med masser af rynker...de fleste bekymringsrynker. I wonder why...).
Og har lyst til at ruske mig selv over at have været min egen fjende i så mange år.
Jeg gider ikke mere. Gider ikke sidde om ti år fra nu og tænke: "Hvorfor kunne du i det mindste ikke bare have prøvet at elske dig selv?"
For det er virkelig en virkelig led følelse, dette her. Har fjernet cd'en fra computeren og lagt den ind i et skab. Kan ikke rigtig forholde mig til indholdet og de følelser de fremkalder. Både pga. gensynet med mit yngre jeg, men også gensynet med den mand der er på billederne. Det røvhul som skred uden et ord efter seks års forhold. Puff - og væk var han.
Kan man virkelig have oplevet så meget hjertesorg, at det aldrig helt forsvinder? At det efterlader et ar, som aldrig forsvinder? Og som altid vil være en lille smule ømt?
Fandeme skræmmende. Jeg vil jo ikke engang ønske at han var min.
Jeg vil bare gerne slette ham totalt fra hukommelseskortet og bare tænke "åh herregud", når et billede af ham popper op - i stedet for at sidde som nu og tænke: "Hold kæft hvor lod du ham ødelægge meget."
Aldrig mere vil jeg lade nogen trampe på mit selvværd. Og jeg tror måske nok, at fortiden har rusket så meget i mig i dag, at jeg bliver nødt til at vende min tankegang bare en lille smule og i det mindste prøve at rette fokus mod mine plussider.
Det bliver røvsvært. Hvor sørgeligt det end lyder.
