Kæresten inde på sit kontor - mig på sofaen med kaffe og en madglad hund ved fødderne.
Vi er venner - hende og jeg. Hunden. Det hænger muligvis sammen med vores fælles glæde for mad. Hun er 25% golden retriever. Jeg ligger vel omkring de 75%. Så sammen er vi et godt team. Synes vi selv.
Jeg har dog modtaget stikpiller om hundens lidt rundere omfang, så pt. er jeg midt i en udfordring, hvor jeg føler behov for at bevise overfor mig selv, at jeg ER en kvinde på 42, som opfører sig hensigtsmæssigt og alderssvarende og derfor ikke smugfodrer hunden med nachos og Pedigree-bolsjer.
Her er dejligt stille. Heroppe på bakken. Jeg elsker mit lille byhus i hjertet af Silkeborg, men inderst inde bor mit yngre jeg stadig. Hendes der er vokset op på landet blandt hvide hundelorte, kalkuner, ponyer, ukendt antal katte, hunde, høns og skoven i baghaven. (Og et konstant svag sitren af højspændingsledningerne).
Det er så skønt heroppe. Jeg slapper af. Mit hoved går i dvale på den gode måde.
Mine to skønne arvinger er hos deres far. Datteren nok kun i dag. Så tager hun hjem og er alene i byhytten. Hende og hendes fars kone er mildt sagt ikke kompatible, så samvær med hende og min datter i mere end 24 timer ryger direkte i højrisikozonen. Selv går min grænse ved 24 minutter. Mage til træls rødvinsmarineret truntekone, skal man lede længe efter. Og nej, normalt er jeg ikke sådan. (På skrift). Normalt holder jeg mig for god til at lufte beskidt vasketøj med bremsestreger og hele svineriet. Men når en voksen kvinde i boostet overgangsalder på ingen måde gør noget for at skjule, at hun på ingen måde magter, kan lide eller kan holde sin mands børn ud, så slipper min pædagogiske sans op.
Men det er okay. Mine børn er voksne. Jeg behøver ikke længere tale ud mellem tænderne og lade som om jeg er overbærende og udglattende i konflikter som disse. I stedet griner jeg med dem, når de fortæller seneste nyt om rødvins-papmor, der i sin overgangsalderskrise kan blive så hidsig, at hun vælger at sove ude i haven, fordi hun er sur på manden over noget, som ingen egentlig ved hvad er. Inkl. hende selv.
Nå. Men her sidder jeg så. Med kaffe og hunden ved mine fødder. Og føler mig som en teenager igen, når min dejlige kæreste lige stikker hovedet ind i stuen og kysser mig og siger: "Jeg ville bare lige sige, at jeg elsker dig".
Bum. Sommerfuglesværm i maven. Og når han går tilbage til kontoret, sidder jeg tilbage i sofaen og småfniser med smilerynker på næsen og føler mig helt vidunderlig lykkelig. Og teenagefjantetilstanden vil da inge ende tage, når jeg - når jeg putter mit eget hoved ned på min skulder - kan dufte hans parfume.
Heldigvis er min nyfundne teenagetilstand langt mere stilet, end den jeg havde i slut 80'erne og start 90'erne. G-U-D-S-K-E-L-O-V
- Håret er langt pænere i dag. Naturlige krøller. Ikke den der hjemmepermanent, som min mors veninde udførte på mig EFTER hun havde klippet etager i mit hår. Jeg lignede fandeme en omvandrende garnnøgle med pufkrøller på bowlingskugleformet isse og med lange trætte slatne krøller i det lange nakkehår.
- Brillerne er også mindre. I dag kigger kinderne ikke ud gennem glasset.
- Mine bryn er ikke længere så vilde, at de mest af alt mindede om en sansehave.
- Min hud...okay...nej. Glem det. Den er måske lige lovlig stretchet i dag. (Men til gengæld har jeg tigerstriber, som mødre i dagens Danmark, kalder strækmærker. Jesus christ...)
- Mit tøj er ikke længere grimme gulerodsbukser, som jo for fanden bare fremhævede mine medfødte ridebukselår (jeg må have lignet en, der havde fået blæst luft ind i lårbasserne) eller lidt for farvestrålende tøj med lidt for meget tekst og glitter på mave- og brystregionen.
- Brysterne er lidt længere i dag. Til gengæld kan de meget lettere moses sammen i en god bh og skabe illusionen om penthousebryster med en enorm blødhed og volumen. I modsætning til teenagebrysterne, som dengang bare sad hvor de skulle med et acceptabelt areal af hud omkring.
- Og smilerynkerne om mine øjne, mund, næse og i panden vidner jo bare om, at jeg smiler (og skuler) meget. Og larmer i modvind. Men det er okay. Der findes botox, hvis det skulle gå helt galt. Men rynkerne giver jo karakter og mit ansigt ligner ikke længere helt så meget en gærbolle, der har hævet lidt for længe.
Det er rart at være en 42 årig teenager. Det er vidunderligt at være forelsket. Og det er endnu mere vidunderligt at elske og være elsket.
