Eller hvad?
Nå...George Clooney look-a-like, har inviteret mig ud på en date. Han mener, at jeg er ganske forfærdelig sød og dejlig. Eller...det mente han. Og så skiftede han mening til det modsatte. Og tilbage til det oprindelige igen.
Forvirret?
Lad os spole tilbage...
Jeg kyler en status op på Facebook omkring situationen, når man pludselig finder ud af, at man har købt den forkerte størrelse i bh. Og at - når man bliver målt af fagfolk - pludselig stiger i størrelse.
Faktisk render 70% af kvinderne rundt derude med forkert størrelse.
Så det kom der en snak i gang om på min status, hvor andre kvinder bød ind med deres erfaringer. Same story - de har også prøvet det. Derudover blander et par mænd sig i debatten med et par vittige indslag.
Og så steg der røg op fra indbakken. George Clooney var ikke glad. Sætninger som: "Grænseoverskridende" - "Over min grænse - langt over min grænse" - "det gør en mulig partner ikke" - "opmærksomhedskrævende" (okay...manden havde fat i noget) og "privatlivets fred", føg mod mine øjenæbler.
Altså...jeg kunne have forstået det, hvis jeg havde skrevet: "Så er der fandeme købt bundløse trusser, folkens! Og jeg skal da lige love for, at de er bundløse. Det trækker helt op i visdomstanden!". Men det gjorde jeg jo ikke! Jeg skrev om noget så harmløst, som forkert bh-størrelse.
Så det svarede jeg ham. Hvorefter jeg pillede ham af vennelisten. Kan jo ikke byde manden flere af mine skøge-udbrud.
Og nu er han så tilbage til udgangspunktet: At jeg er dejlig og sød. Og at ingen skal ændre mig. INGEN. Efterfulgt af lidt for mange animerede billeder af tegneseriefigurer med blomsterbuketter og hjerter i øjnene.
Ej, men det er jo forrygende.