Jeg var gået i seng med en serie og midt i hele spændingen, kunne jeg lugte noget svagt brændt. Slog det til at begynde med hen med virkningen af ingefærtabletter i maven, men ret hurtigt kunne jeg jo ligesom godt lugte, at det ikke var sådan en...lugt.
Lidt senere blev lugten mærkbart værre. Jeg rullede halvt ud af sengen og stak næsen ned i forlængerstikket og bagefter ind i computeren. Noget brændte altså.
Og sådan lå jeg egentlig længe og sniffede...
...og forsøgte at slå det hen med, at det nok bare var en syg genbo, der futtede haveaffald af ved midnatstid. Men så kom tanken: "Hvad nu hvis der er ild et sted i hytten og jeg skal skynde mig ud? Jeg kan jo ikke stå på gaden i ingenting og blive til grin, mens det ulmer indenfor og mens der kommer uniformerede brandmænd".
Så jeg stod op og sneg mig op ad trapperne som en sporhund. Og lugten blev værre og værre. Der VAR noget, der var brændt.
Mrmja...i køkkenet.
Uglen havde ristet brød. I dén grad, skal jeg da lige love for. Og noget siger mig, at hun har proppet brødet i og glemt tiden. I sådan ca. 45 min. Sådan lugtede det i hvert fald.
Men faren er afblæst og nu ligger jeg endnu engang i underetagen. Denne gang med ro i sjælen og med en lugt af 85 tons ristet brød i næseborene.
Uh ja...Sundhedssøn har været til eksamen. I fysik på b-niveau. Og drengen fik 12. Og jeg er pavestolt. (Og jo, det ville jeg også have været, hvis han havde fået 4. Så har vi dén detalje på plads). Men 12, ik'å? Det er jo vildt!
Mine gener må have været i total zen, da han blev undfanget. For det er dælme ikke fra mig han har arvet evnerne for fysik og matematik. Hvis jeg var bankrådgiver, ville selv Stein Bagger være forarget over mig. Og vi taler altså om Sundhedssøn, som har mig som mor. Mig, der nærmest kan få hårfarve til at eksplodere blot ved at ryste to ting sammen i en plastikflaske. Mig, hvis vildeste fysikforsøg har været at børste tænder i bagepulver og natron i håbet om hvidere tænder.
Jeg er stolt!