Og vores empatiforladte regering har gjort det igen; tromlet hen over de svageste i samfundet med deres ubeskrivelige klamme menneskesyn og en menneskelig IQ, der er så meget i restordre, at lageret aldrig bliver fyldt op igen.
Det moderne kontanthjælpsloft er en omskrivning af den moderne holocaust. Alle dem, der ikke kan arbejde, kan vi ikke bruge til noget. De er svage og svaghed skal straffes.
Spørger man regeringen, er svaret selvfølgelig blot en gentagelse af hvad de altid bræger: "Det skal kunne betale sig at arbejde". Det er den linje, de har evnet at lære udenad.
"Det skal kunne betale sig at arbejde" giver omtrent lige så meget mening, som hvis man afsporede et tog med forklaringen: "Det skal kunne betale sig at cykle".
Så nu har den flok Muppetdukker trykket på den grønne knap og efterladt en helvedes masse danskere i følelsesmæssig undtagelsestilstand. Ikke alene kæmper de med nogle af de fuck-ups livet nogle gange "belønner" folk med - nu skal de også bruge en masse af det overskud, som de ikke ejer, til at spekulere sig til et mavesår over at deres økonomi vælter.
"Uha, Rødhætte; den får ikke for lidt på det emotionelle klaver, hva'?"
Næh, det gør den ikke. For det er den forbandede sandhed, som skævhovederne inde på Borgen nægter at forholde sig til. De er argumentresistente i en grad, som nærmerst får én til at føle medlidenhed med dem.
Ja, der findes folk på kontanthjælp, som ser det som én lang ferie. Som sætter sig så meget ind i paragrafferne, at de kan kringle sig udenom at tage ansvar. Men de er fandeme i undertal. Flertallet af kontanthjælpsmodtagerne her i landet er folk, som er parkeret på den ydelse, fordi de bare ikke passer ned i nogle kasser i det kommunale system. De er syge uden retten til sygedagpenge. Og nu gider jeg ikke gentage mig selv unødvendigt meget, men det kræver fandeme ikke en ph.d at vide, at deres situation ikke bliver bedre af at man presser dem økonomisk. Tværtimod.
Jeg frygter pissemeget fremtiden. Og jeg er seriøst bange for, at dette er starten på et helvede og et tab af groteske mængder livskvalitet, som i yderste konsekvens kan få fatale følger.
Men det er regeringen kolde i røven over. For de vil hellere forholde sig til den lille procentdel, som er nogle kæmpe idiotnassere, der ødelæger det for andre. Men det er jo også nemmere. Det er trods alt for meget forlangt, at Borgens beboere skal forholde sig til det menneskelige aspekt i samfundet.
Gud i himlen, hvor jeg dog håber på, at dette får DF-vælgerne til at vågne op én gang for alle. Man må sgu da håbe, at de endelig fatter, at DF ikke kæmper for menneskeligheden. (Den danske, selvfølgelig). De er et lorte parti, som ikke er andet end en flok racistiske medløbere, der gerne vil lege med de voksne.
Men håbet om, at vælgerne snart fatter hvad der foregår, fordamper med det samme, man læser diverse kommentarer til artiklerne på Facebook. For dette er jo bare benzin på deres grimme Puch Maxi.
"Se hvad der sker! Flygtningene får og får, mens danskerne må gå fra hus og hjem!".
I stedet for at forholde sig til, at DF er det mest ildelugtende skod i askebægeret, så brøler de op og blandet straks pærer og appelsiner og kaster skylden på flygtningene, som jo for fanden ikke kan gøre for, at vores regering er snotdum.
"Hvem er det nu lige der er flest af på kontanthjælp. Er det etniske Danskere eller er det personer med anden etnisk baggrund?" er én ud af mange sølle argumenter på Facebook. Og her har man lyst til at halalslagte vedkommende på det mentale plan og brøle dem ind i hovedet "Der er omkring 22%, der ikke er etniske danskere, på kontanthjælp", mens man vapper dem en lige højre med en ukogt medisterpølse.
Men man orker det bare ikke. For når flygtningekortet bliver smidt, så ved man jo bare, at her har man med en person at gøre, som henter sin nyhedsviden fra "Den Korte Avis" og dermed er al fornuftig og saglig kommunikation fuldstændig uden for rækkevidde.
I stedet hvæser man opgivende et: "Jeg går ikke op i nationaliteten på kontanthjælpsmodtagerne. Jeg koncenterer mig mere om mennesket. Og uanset om du tror på Gud, Allah eller Forlæns og Baglæns fra Bamses Billedbog, så fortjener du at blive behandlet ordentligt og med værdighed og respekt. Og det er der intet af, når man vælger at sende folk med nedsatte ressourcer ud i et økonomisk helvede".
Og så bliver der stille fra DF-vælgeren og der er her man vælger at skride fra debatten, inden vedkommende har fået udtænkt sig et "Ja, du er nok ikke så overbærende den dag muslimerne har overtaget og begynder at kaste sten på dig og din cykel"-argument. For jeg orker ikke dumhed på det plan og jeg tror sgu ikke, der er noget at gøre.
DF-vælgerne vil simpelthen bare ikke forstå, at de med deres stemmer er medskyldig i, at Danmark er i gang med det klammeste udskillelsesshow, hvor menneskeværd gøres op i arbejdstimer og ikke personlige ressourcer.
For det skal kunne betale sig at arbejde!