Arrgh, men rend mig da noget så grusomt!
Kunne godt mærke, at min lænd ikke var helt tilfreds med tilværelsen, da jeg stod op i morges, men jeg regnede jo med det bare var almindelig "velkommen-til-40'erne-må jeg byde på lidt morgenstivhed".
Så jeg daffede da på arbejde. Og så begyndte det at gå lidt værre. Gangart slog mere og mere over i "gravid-tilstand". I ved; man har en hånd i ryggen, når man rejser sig - og så går det ellers fremad i lettere vraltende gang, stadig med en hånd i lænden. Og derfra blev det bare værre.
Har stået ind over arbejdsbordet med spredte ben og røven skudt tilbage, mens overkroppen har flugtet med bordpladen. En stilling, som - da jeg havde et sexliv - ellers udelukkende var forbundet med gode ting. Men ikke længere. Nu er det i et forsøg på at rette muskler ud og slippe af med smerte.
Og det blev værre og værre. Og da jeg fik fri, måtte jeg klynkende tigge kollega om at køre mig hjem. Av! Av for fanden! Føles som om nogen har fyret en tennisbold ind på ryggen/lænden. Føles som 2 centimeter fra et hold. (I ryggen - ikke et gymnastikhold...gud forbyde det). Det gør så djævelsk ondt og selvmedlidenhed er nu total.
Jeg går som en pingvin på flugt, der er blevet sønderrevet af tænderne på en hvalros, der er blevet tildelt en plads i "kode grøn" hos tandlægen og bagefter skamskudt af 83 hagl. Når jeg endelig kommer på benene.
As we speak, ligger jeg på sofaen med tæppe rullet så hårdt om lænden, at jeg rent faktisk har den smalleste talje i mange år. Og bare det at komme op af sofaen og ud i køkkenet efter et krus kaffe, tager sådan cirka otte minutter - mod de sædvanlige to. Og så er der kaffepletter på gulvet. For jeg begrænser mig jo ikke med mængden. Det er med at udnytte det, når jeg endelig har fået kroppen i bevægelse.
Og så er der toiletbesøgene. Det er ikke nemt. Virkelig ikke nemt. Hvis der stod nogen og lyttede på den anden side af døren, ville de uden tvivl tro, at jeg havde et sæt af verdens største hæmorider. Der er en klynken og jamren, når jeg når til det nødvendige stadie: At tørre mig.
Hvis det ikke var fordi det ville medføre endnu større gener, ville jeg have ordnet det med håndbruseren og føntørreren. På den anden side; det sidste jeg har brug for, er fluffy og fyldig kønsbehåring.
D-E-T E-R S-Å S-Y-N-D F-O-R M-I-G
Og kan man få noget for det? Næh! Læger er ikke hvad de har været. De vil jo fandeme både se en og undersøge en, før de udskriver nogle happy-go-lucky piller. Fedterøve. Hvad er der blevet af, at de tager ens ord for problemstillingen? Hvor er tilliden? Jeg skruede endda ekstra op for de monotone toneleje og tilføjede ekstra suk og "jeg-er-tapper-og-bider-det-i-mig" av-udbrud.
Men nej nej - uha-dada - sådan noget må de sørme ikke bare udskrive. Så kan jeg i stedet gnave mig igennem en cocktail af Ipreen og Panodil.
