Det er bare en af de der dage. Man aner ikke, hvad fanden det var der væltede læsset. Om det var manglende levering fra manden i den røde jakke, når man nu har bestilt så meget fra udenlandske sider i et anfald af kedsomhed. Eller om det var toget, der larmede på skinnerne? Tissetrang hele vejen hjem fra arbejde? Eller var det bare mandagen, der stak sit lede ansigt frem og besluttede sig for at gøre dagen møgirriterende? "Hej med dig. Jeg trak sgu lige lod i dag. Du blev vinderen. Eller man burde vel kalde det taberen. Harh! Værs'så-artig - en mødding fra mig til dig"
Jeg har ingen anelse. Faktisk har der været en god overraskelse. Jeg indstillede min veninde til en julekurv hos Familie Journalen tilbage i november. Skrev simpelthen mit hjerte og min vrede ud over regeringen i en mail til husmorbladet. Og så glemte jeg alt om det igen.
De seneste dage har jeg været generet af gentagne opkald fra ukendt nummer. Var sikker på, at det nok bare var I-Form, som endnu engang ville forsøge at sælge mig "Flad mave på 14 dage". Hånlige røvruller. Så jeg ignorerede opkaldene.
Og i dag sendte nummeret mig så en sms. Det var fra Familie Journalen. Jeg skulle kontakte dem.
Og så har jeg fandeme vundet. Noget var gået galt med fremsendelse af gavekort. Så nu ville de dobbelttjekke adressen. Jamen, det er jo bare skønt. Virkelig helt ind bag hjertet skønt. 2000,- kr. er på vej til hende. <3 De kunne ikke komme på et bedre tidspunkt.
Så det var jo en god nyhed. Men jeg er stadig trist. Helt vildt trist. Jeg føler, at nogen har bakket en trailer ind i mig og læsset 12 tons dumme minder og hændelser af på mine fødder. Og så er de bare skredet igen - og nu kan jeg så bruge energi på at rydde op.
Man kan vel groft sagt ikke tillade sig at kalde det en fejlleverring? Det er jo mine lorteminder. Og dårlige oplevelser. Jeg har bare virkelig ikke brug for dem. De har fyldt så rigeligt og ødelagt så meget. Og jeg har sgu taget hånd om det. Og ærligt talt; mellem os: Jeg synes sgu egentligt jeg har håndteret det godt og rent faktisk fået en masse godt ud af det - på trods.
Jeg beder ikke om medlidenhed. Hvad skal jeg bruge det til? Ikke en hylende døjt. Ting sker, livet sker - og ikke alt er lyserøde skyer og bjerge af candyfloss. Sådan er det. Men det betyder ikke, at man bliver numb. Eller at man skal hilse lorten velkommen.
Blarhh. Træls, er det. Tuller rundt med et anstreng ansigt og føler tårerne konstant står og presser på, som en omvendt svupper. Altsammen pga. noget, som er 100 år gammelt. Mindst. Og som jeg ikke kan gøre noget som helst ved. Fordi det er der - uanset om jeg gider det eller ej. Og det er sgu også fint nok. Det er trods alt ting, som er skyld i, at jeg er hvor jeg er i dag. At jeg har opnået så mange sejre og sådan en udvikling. Men i dag er jeg bare hudløs, kan jeg mærke.
Det bliver en af de dage, hvor der skal et afsnit af Air Crash Investigation på skærmen. Det kan jeg mærke. Og en tidlig afgang ned i sengen. I min rede. Mellem to dyner, tre puder og et tæppe. Og det er faktisk også en gang livskvalitet. På min egen sære måde. Og i morgen er humøret sikkert godt igen.
Måske det bliver der posten kommer med min kunstige hestehale?
