Normalt glæder jeg mig ikke over andres uheld. Det kommer der sjældent noget konstruktivt ud af. Men så er der undtagelserne, hvor man får tingles i trussen, når retfærdigheden sker fyldest. Og sådan en undtagelse kom jeg forbi i dag.
Jeg snager i perioder meget på Facebook. Med min hemmelige profil, så jeg ikke bliver ydmyget, hvis mine tykke fingre kommer til at trykke på noget på profilerne. Og i dag var der ikke bare gevinst - der var frydefuld gevinst.
For ser I; jeg kendte engang en mand, som var ubeskrivelig svinsk overfor mig. Og jeg var håbløs væk i kærlighed og naivitet. Han sked på mig, og jeg åd lorten - hver gang. Og efter seks år sammen, åd Bermuda Trekanten ham. Han forsvandt i hvert fald. Uden et ord. Uden en forklaring. Og jeg var sådan set ødelagt i lang tid efter. Ødelagt i en sådan grad, at der gik over et år, før jeg havde lyd på min mobil igen, når jeg fik en sms. Simpelthen fordi jeg på samme tid frygtede og ønskede at høre fra ham.
Væk fra min vidunderlige naivitet og ubetingede evne til tillid. Væk var mit selvværd. Og hej-hej bitterhed - kom du lige der? Med 120 propfyldte kufferter?
Idioten ødelagde noget i mig. Idioten svigtede min børn, som jo for fanden savnede ham inderligt. Han havde for helvede været en del af deres liv i seks år.
Idioten blev definitionen på et psykotisk røvhul.
Sådan noget gør man edderrøvme ikke. Det gør man bare ikke. Med mindre man er dybt forstyrret i bøtten.
Det værste var, at jeg brugte år på at fordøje ham følelsesmæssigt. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at jeg stadig elskede ham tre år efter han puffede ud i intetheden. Jeg stivnede, når jeg så nogen på gaden, der lignede ham fra afstand. Ja...det var fandeme en tragisk lovestory, som nok aldrig helt forsvinder.
Men heldigvis lærte jeg med tiden at hade ham. Og egentlig blot se på ham som et sølle usselt menneske. Dog var bitterheden ulidelig klam og altoverskyggende, fordi jeg virkelig ikke fandt det rimeligt på nogle måder, at HAN (!!!) fandt lykken, blev gift og fik barn. (Joeh, som I kan høre, har jeg gjort min research grundig nok).
Men så kom karma og bankede på min dør i dag og fortalte mig, at manden er blevet forladt. Konen har forlangt skilsmisse. Og manden sidder - as we speak - og er elendig og ulykkelig.
Jeps, beklager. Jeg fryder mig. Faktisk gjorde det min dag en del bedre. Og næh, det er bestemt ikke sødt af mig, men det er i dén grad noget jeg føler mig berettiget til. Med renter!
Det er karma, når det er allersmukkest. Hold kæft, hvor har han godt af det. Store dumme ondskabsfulde møgdyr. Suck it up!
