lørdag den 11. juli 2015

Fyrre, fed & fabelagtig

Ved I hvad? Det der at fylde 40 år...det er faktisk slet ikke så skidt. Selv mit hår artede sig i dag.

Er pissetræt. Er pisseglad. Og har haft en skøn dag med en masse skønne mennesker. Fra tidlig morgen til aften. 12 timer omgivet af folk, der kan lide mig.

Træt og glad.

Valgte at fejre selve dagen med masser af mad (hold nu kæft en masse mad - jeg har jo til flere dage), kaffe, vin, øl og kram fra højre og venstre.
Den store drukfest kommer senere. Og ohhh, det bliver godt!...Man skal drikke sig i hegnet og forkæle leveren, når den bliver 40 år. Men bare ikke i dag. I dag skulle være med teenagerne, familien, nogle venner og med en masse varme og hygge. Det var det jeg havde brug for. Og det fik jeg.

Er fuldstændig tudeansigt rørt over alle de hilsner jeg har fået. Over alle kortene, blomsterne, vinflaskerne og gaverne. Det er så overvældende.
Smykker, parfume, hudpleje, lysestager, nederdele, penge, gavekort, chokolade, vin vin vin, køkkengejl, make up og og og.




Min nevø på ni år, som kom hen til mig, stillede sig ved af mig og kiggede op på mig og sagde helt spontatn og stille: "Man kan ikke få en sødere faster end dig".
Alle knusene. Alle roserne for det madorgie jeg havde stillet frem. Og et helt uventet besøg fra en, som betyder pisse meget for mig.

Og så logger man på Facebook og håber, at der bare er nogen, som har set, at jeg fylder år. Og så er der ekstremt mange, der har taget sig tid til at skrive en hilsen.

Mit hjerte er fuldstændig overbelastet af al den overvældende varme og opmærksomhed.




Og nu er det ferie! Det var en vidunderlig følelse at aktivere alarmen og låse dørene på arbejdet.
Tre uger! Helt fri! Ingen stress. Kun ro. Og tid. Masser af tid.


I morgen er det bare afslapning. Sove længe. Drikke morgenkaffe med troldehår og morgenkåbe på terrandaen. På loppemarked. Spille Risk med Sundhedssøn og spise rester med teenagerne.

Og så tager de på ferie hos deres far på mandag. Og jeg tager dagene som de kommer. Stille og roligt. Klar på spontanitet. Klar til at slappe af og intet lave. Klar på rødvin. En hel uge alene i hyggehytten.
Og besøg af to dejlige venner på onsdag. De kommer med vinen. Jeg sørger for en kæmpe grydefuld spaghetti bolognese, groteske mængder revet parmesan og en kæmpe skål citronfromage. Og en masse latter. Og levende lys på terrandaen. Og god musik.


Jeg er en glad hætte. Det er jeg. Jeg er elsket af de helt rigtige mennesker.


Hvor var det godt, at lægerne fik gang i mit hjerte igen den varme sommeraften for 40 år siden.