søndag den 29. marts 2015

Jeg er en tyv

Dejlig weekend. Har hygget. Har sovet helt sindssygt meget. Og har ædt så meget citronfromage, at der er en helaftensforestilling i mine trusser.
Fandeme da også for åndssvagt at være så fromageglad, når jeg jo ved, hvad æg gør ved mit legeme.

Men jeg har pms. Skal jeg da lige love for. Er en sukkerluder, der hungrer efter tilfredsstillelse. Så mens jeg kværnede et utal afsnit af dokumentarprogrammer om flystyrt, lå jeg med en ske nede i røreskålen til min Kenwood og kørte fromage ind, mens flammerne slikkede omkring diverse fly og vragdelene dumpede ned på jorden.

Jeg forstår rigtig at hygge mig.

Pludselig var der ikke mere citronfromage. Og jeg havde stadig trang. Begyndte at rode køkkenskabene igennem, men bortset fra noget discount pålægschokolade med udløbet holdbarhedsdato, var der ikke en skid.

Men så kom jeg i tanke om noget...




Med foroverbøjet overkrop, sneg jeg mig ind på sundhedssøns værelse. På hylden over hans skrivebord, stod der et påskeæg. I ved...de der flammeæg, der er pakket med glitrende papir omkring.
Jeg kunne nærmest smage den syntetiske udgave af chokolade og så gik jeg i dialog med mig selv.

"Ej, det kan du sgu ikke. Man stjæler ikke fra sine børn"
"Hvis jeg nu erstatter det med et bedre?"
"Han fik påskeægget for et år siden. ET år."
"Han spiser aldrig slik".
"Jeg kunne jo bare stikke ham nogle penge for det"
"Det bliver snart for gammelt".

Og så tog jeg det. Og spiste det. Med en blanding af nydelse og "hold kæft, hvor er du dog ynkelig" omkring hele munden.


Weekendens mest ynkelige handling:
- Ovenstående.
- At jeg sikrede mig, at jeg stadig havde galdestenssmerter-stikpiller liggende, inden jeg gik ombord i fromagen.

Weekendens dummeste handling:
- At se så meget dokumentar om flystyrt. Sætter mig ALDRIG i et fly igen.

Weekendens nedtur:
- Fuckhoveder, der har filmet sønderevne lig efter et flystyrt. Det kunne jeg GODT have undværet at se. (Men det fik dog alligevel ingen indflydelse på fromage-indtag).


Og nu er weekenden slut. Tre arbejdsdage og så er det ferie og tid til lækkert samvær og hygge. Det bliver så skønt!