Altså, jeg siger ikke, at alt er lyserødt, glitrende og skønt. Slet ikke. Men jeg har faktisk været overvejende glad i dag. Selvfølgelig afbrudt af katastrofetanker og det løse. Men jeg har været glad. Og det har været en skøn arbejdsdag.
Nu aner jeg ikke rigtig hvad "swag" er. Begge teenagerne griner bare lidt overbærende, når jeg spørger, om jeg har det. Men hey...altså...når man får at vide fra en 20 årig ung knægt på arbejdet, at "mit hår er swag", så kan man vel godt tage det som en kompliment. Ikke? Så kan man lige pludselig sagtens acceptere, at han insisterer på at kalde mig Mulle i perioder.
Men...god dag. Som sagt. Så jeg blev grebet af en eventyrlyst uden lige. Ud af det blå. Og skred derfor ind på gågaden for første gang i 100 år. Og ind i butikker. Gik forbavsende godt. Dog havde jeg virkelig lyst til at klippe nogle højtalerledninger over inde i "Normal" butikken.
Jeg ved fandeme ikke hvad de fejler derinde. Eller om de leger, at de er Joe & The Juice? Musikken er i hvert fald himmelråbende høj. Og dårlig. Og alt for meget Medina.
Skred bagefter i Føtex. Hvilket egentlig gik fint nok. Lige indtil jeg ikke kunne finde min pung.
Gik nærmest i panik og tømte bogstaveligt talt indholdet af den store indkøbsskuldertaske ud på gulvet. Lige foran bageren. Lige foran alle kunderne.
Uglen kom mig heldigvis til undsætning og kunne fortælle mig, at jeg havde lagt min pung i den anden pose.
Men lige dér...Der fik jeg nok. Kunne mærke, hvordan svedkirtlerne åbnede sine sluser under armene og derefter sveden, der trillede ud og ned langs det kuperede terræn på siden af min krop.
Pisseklamt.
Så jeg fik foreslået Uglen, at vi gik udenfor og fandt en bænk. Og at vi "da lige kunne sidde her og drikke lidt vand og nyde forårssolen".
Lige dér...der overvejede jeg et splitsekund at praje en taxa og lade den fragte os de 800 meter hjem eller bare sætte i løb for første gang siden "banke banke bøf" i folkeskolen.
I stedet fandt vi en bænk. Og noget vand. Og en frøsnapper fra bageren. Og så blev det godt igen. Lige indtil jeg fik den glimrende idé at kaste et lille stykke brød ud til den ensomme due, som stod og nidstirrede mig med et trist blik i de små stikkende øjne.
I dét øjeblik brødet ramte jorden, blev hele scenen forvandlet til en scene fra en gyserfilm. Der kom duer flyvende fra alle sider. Klamme duer. Som er lidt for vant til mennesker og som derfor ikke overholder diskretionslinien.
I baggrunden stod der en af de der elendige gademusikanter, som med garanti aldrig bestod blokfløjteprøven i 4.klasse, men som alligevel stiller sig op med en saxofon-attrap, der er forbundet til nogle højtalerne med en ledning - og lader som om de spiller. Og som åbenbart er så dumme, at de tror, at folk ikke kan gennemskue, at det virkelig ikke er normalt, at der kommer saxofonlyde, klaverlyde og "rislen i-bæk-i-en-Morten-Korch-film" lyde ud, når de puster fiktiv luft ned i instrumentet.
Og han spillede sådan en trist melodi. Virkelig trist. Faktisk sådan en sang, som man forestiller sig, at musikanterne har siddet og spillet på Titanics dæk, da den var på vej ned i dybet. Og så så jeg mig selv lidt ovenfra.
Siddende med solbriller i panden på et torv på en grå dag med småregn i skyerne - omringet af duer og med et desorienteret blik i øjnene.
Fandeme sørgeligt.
