Så smutter Sundhedssøn til Berlin i morgen. Studietur.
Skide godt for ham. (Og dyrt for mor). Er sikker på, at han får en fantastisk tur med sine venner.
Jeg er bare totalt hønemor og kan ikke helt forholde mig til, at han er ret tæt på at være mymdig.
"Nu går du ikke alene på gaden om aftenen!" - "Nu skal buschaufføren køre ordentligt!" - "Du skal passe på dig selv!" - "Er du sikker på, at jeg har vekslet nok euro?"
Arme dreng. Men for fanden...jeg MÅ godt. Det er min ret at være hønemor.
Har nærmest tømt Super Best, så jeg er sikker på, at han ikke sulter på busturen.
"Hvor mange sandwich skal du have med?" - "Bananer er godt!" - "Skal du ikke have andet end Ramlôsa med at drikke? Måske en cola ville være godt også? Eller en juice?" - "Du skal da have chips med. På sådan en lang bustus er det godt med noget salt." - "Skal du have muffins med?"
Drengen griner af mig. Kærligt. Men også lidt "ti nu stille, mor" agtigt. Og truer med at gå heilende gennem Tysklands gader. Udelukkende for at se mine øjne spærre sig op til 8 x normalstørrelse.
Jeg falder i med begge ben. Hver gang. På trods af at drengen er gennemført fantastisk fornuftig og aldrig kunne drømme om at rode sig ud i noget lort.
Hvor blev tiden af? Min lille buttede babymus er nærmest voksen og 189 cm. høj. 24 cm. højere end mig.
Nå....må tage mig sammen. Det er jo godt med en studietur. Og selvfølgelig hopper han ikke på en bus hen til Red Light District eller ryger uklar med en dum tysker. Han får en fed tur!
Men det går glimrende. Eller...jo, altså, det går langt bedre end for to uger siden.
Er klar til en arbejdsuge med helt nye udfordringer. Kollega er sydpå og jeg er alene på skansen.
Skal nu nok gå. Det skal det jo. Har styr på varebestilling, mad og kasseoptælling. Har styr på de unge. Har styr på mig selv. (Så meget, som det nu er muligt).
Dagens frustration:
Når man gang på gang støder på en man kender på Tinder, og faktisk har pisse meget lyst til at trykke like på ham, fordi han er et ret lækkert menneske, som er lige så glad for musik og vin og pæne møbler, som jeg er - men hvor man er bange for at der er et match, for hvad så?
"Øh hej...ja, vi kender så hinanden. Og dette havde du nok ikke regnet med, hva'? Kysse?"
Eller endnu værre: At man trykker like, og der ikke popper et match op.
Fandens til internet. Faktisk. Meget nemmere dengang, hvor man mødte hinanden i virkeligheden eller på 0059.
