Fik sendt Sundhedssøn mod Berlin. Med tasken fuld af mad og med masser af kram og "på nu godt på dig selv"'er og "sms når I er kommet godt derned" og "har du pas, sygesikring og penge?".
Og så har jeg nærmest siddet og talt timer og kørt ruten i tankerne (med imaginær god stedsans) og ventet siden kl. 17 på en besked.
(Og tjekket forsiderne på aviserne med jævne mellemrum).
Og...ja...jeg har altså snaget på hans venneliste på Facebook for at se, om jeg kunne finde nogle af hans klassekammerater ud fra hukommelsen og et par fornavne, som jeg syntes lød bekendt. Bare for at se, om de havde lavet et Berlin-opslag.
Gik ikke så godt. Tykke fingre kom til at sende venneanmodninger ud til højre og venstre. Gik nærmest i panik, og de sekunder det tog mig at anullere, føltes som 5 timer.
Drengen har intet mobilsignal im Deutchland, viser det sig. Men så er det godt, at Facebook findes og at jeg har hørt fra ham. <3
Jeg sagde jo, at jeg er en hønemor.
Er egentlig på vej i kælderen. I parfumelageret. Mit gode hjerte kom lige over mig, og jeg synes egentlig, at jeg vil vise en af de unge i arbejdsprøvning på jobbet, at jeg sætter pisse meget pris på hende. Hun får jo ikke løn, men knokler virkelig derud af. Og så ved jeg, at hun går voldsomt op i dufte. Så det vil jeg gøre. Har jo for fanden parfumer til de næste fem år. Mindst.
Problemet er bare, at jeg mangler de bedste. Og dyreste. Og bedste.
Elsker Chanel, men har kun Allure og mademoiselle, og der er ikke ro i mit duftcenter og mit hjerte, før jeg også har Chancé og No.5. Og så hjælper det bare ikke ret meget, at jeg har omkring 35 andre parfumer stående.
First world problems...
