steg jeg på vægten.
Okay, jeg har faktisk ikke spist ret meget af det jeg har bagt. Duften i sig selv mætter. Men man har jo prøvesmagt. Herhjemme. Og på arbejdet, hvor de første mange mange liter risalamande, karrysalat, sovs osv er blevet lavet.
Utroligt nok har jeg ikke taget på. Det må simpelthen være årets julemirakel. Men det er jo så på ingen måde ensbetydende med, at tallet er tilfredsstillende.
Og nej, jeg har ikke problemer med stofskiftet. Og nej, jeg spiser heller ikke som en fugl, som mange overvægtige ellers påstår med stor forundring i øjnene.
Har overvejet længe, om jeg skulle melde mig til byens januar-konkurrence, hvor den der taber sig mest, kan vinde 10.000, - kr. Men for fanden...det ville jo indebære en offentliggørelse af vægten, som nærmest er en mini-rendegraver værdig, og det er jeg virkelig ikke klar til.
Men derfor kan man jo godt gøre noget selv. Præmien behøver jo ikke være penge. Det er vel lige så god en gevinst at kassere teltkludene, når de bliver for store.
Og...ja...så er der sket nogle ændringerne i mit arbejdsliv. Pga. at firmaet flytter adresse pr. årsskiftet, og pga. at januar og februar er uden for sæson, er der ikke voldsomt meget arbejde. Og slet ikke nok til alle.
Så jeg er ledig fra 1. januar.
Meget ambivalent følelse. Men der er ikke tale om et spark i røven eller sure miner mellem cheferne og mig. Fyresedlen blev serveret sammen med et krus kaffe og en skål chili con carne.
Er desuden blevet lovet genansættelse, så der er som sagt ikke tale om undtagelsestilstand.
Det levner jo pludselig masser af fritid. (Mellem de tvungne jobsøgninger). Og jeg magter slet ikke tanken om at ligge og sove til middag og bo på sofaen med fjernsynet kørende. Det ville drive mig til vanvid efter tre dage.
Så jeg hopper med på konkurrencen. Fra sidelinjen. Uden at offentliggøre nogle tal.
O-v-e-r-h-o-v-e-d-e-t!
Frøerne sover stadig ude i skoven sammen med sneglene, så der er fri bane for mig og min mobil med musik i ørepropperne. Og jeg kan bare mærke allerede nu, at rastløsheden står og buldrer på min dør. Så det giver sig selv, at jeg er nødt til at lægge planer og udfylde tiden, hvor jeg ellers plejer at arbejde. Og som sidegevinst kan det reducere min stress.
Eneste minus er hvis jeg ender med at tabe mig så meget, at jeg kan læse de andres resultater i medierne og regne ud, at jeg ville have været vinderen af alle de dejlige penge. Men jeg KAN ikke få mig selv til at broadcaste noget med tal. Er jo fandeme modstykket til de 7 rigtige Lotto-tal.
Så udover parfumer, en bil, stuklofter, make up, hårgejl, "Ægget", 8 stk. Wegner stole, så ønsker jeg mig en persolig træner i julegave.
Kæft, det kunne være fedt! Og totalt motiverende at få en der kommer og ringer på døren med et: "Kom så, tykke! Nu får du edderrøvme bundet snørebåndene i skoene og får slæbt de der ben, som mest af alt ligner noget der burde sidde på en 8 måneder gammel baby, udenfor sammen med mig!"
Jeg er jo nok bare en af de der typer, som burde følges gennem livet med et greb i ørerne.
Kan jeg ikke bare ønske mig Henrik Duhr med en stor rød sløjfe?
