Kom ikke og sig at man ikke kan lære noget nyttigt af Se & Hør.
Christiane Schaumburg Müller oplyser til bladet, at hun bruger hæmoridecreme under øjnene, når de er hævede.
Aha...Ser man det. (Hvis man nu hed Henning, og havde sit eget One-Man-Band m. orgel, satin butterfly og hele molevitten, så ville man jo her kaste flg. ord ud i mikrofonen: "Så har hun røv i begge ender", efterfulgt af et par frække sambarytmer.)
Badabumtisssscc!
Men nu hedder jeg ikke Henning. (Selv om et par stride hår under hagen ellers godt kunne gøre, at man blev i tvivl.)
Dog har jeg da lyst til at afprøve hæmoridetricket. Hævede områder, siger de?
Man burde jo næsten købe tre tuber, og smøre begge balder og hager ind.
Mrm...
I dag var det ellers dagen, hvor jeg skulle smadre computer. Men orker det ærligt talt ikke. Mine organer er først ved at vågne. Desuden passer jeg yndlingsniecen, som sidder og ser Helle Kitty kavalkade.
Faster har sagerne!
Og ondt i halsen efter rødvinsuddrivelse i nat...
Uglen er forresten stadig lidt "Århh, hvad...forever alone...Fail!", når det kommer til hendes mening om min indtræden på værelset i aftes.
Lad mig indskyde, at hun er snart 16 år, og i går var første gang hun så mig i beruset tilstand. Så der er ikke dømt socialklasse 22 endnu.
Nå, men ellers er søndagen forløbet ganske fredeligt.
Uglen: Stod op ved 15-tiden. Hun aner ikke hvornår hun gik i seng. Tid er da også bare så overvurderet.
Teenagesøn: Er stadig i Egypten. Og har sendt meldning hjem om at han har det godt, og at han er ude at dykke.
Gråstænkt og hans mindste spiller spil.
Dagen er så også gået m. at redde dobbeltseng. Og vaske topmadras. Og rense madras. Ew!
Og så har jeg spulet mig selv under bruseren. Og vasket hår igen og igen. Og igen. Synes fandeme der bliver ved m. at stinke.
Ej men, hvor pinlig og latterlig har man da lov at være?