mandag den 4. august 2014

Tilbage i trædemøllen

Okay, indrømmet - jeg var tæt på at tude, da vækkeuret ringede i morges kl. seks.
Ikke fordi jeg ikke gider på arbejde. Jeg skulle bare lige synke realiteterne om den forsvundne sommerferie.

Men alles gut - man er jo lynhurtig tilbage i hverdagen. Og jeg har sgu egentlig savnet den. Og lige nu vil jeg egentlig bare snart skride i seng med mit Netflix. Dog har jeg lige et par punkter at vende først:



1: Der er sket noget utroligt. Noget, som på ingen måde burde være muligt, hverken teoretisk eller praktisk.
Vågnede op med særdeles kløende cementhæl. Og lige der, hvor der er allermest hård hud, har jeg fået et myggestik.

???

Hvordan det er muligt, er mig en gåde. Ville jo for pokker svare til at mase et græsstrå gennem en herregårdssten?
Stakkels myg...altså...jeg håber faktisk næsten, at den i dén grad fik noget ud af det, når den har præsteret at mase sin snabel ned gennem 9 cm. hudbeton.


2: Har haft fuldstændig manglende lyst til at skrive. Eller nej, det passer ikke. Jeg har faktisk skrevet ret mange indlæg til bloggen de sidste dage. Der er bare ingen af dem der opnåede at få trykket "udgiv". Fordi det blev lidt for personligt. Lidt for surt. Lidt for grådlabilt. Lidt for meget.
Har brugt mange timer i tænkeboksen de sidste dage. Overvejelser. SNot og tårer i en skøn sammenblanding. Frustrationer. Ekstrem mange skænderier med udvalgte mennesker. (Skænderierne foregik kun oppe i mit hoved - og jeg vandt dem alle. Trumfede dem alle verbalt. Det er sådan en god måde at skændes på.)

Men jeg har sådan set siddet med en møgfølelse af, at nogen har udnyttet min naivitet. Og pisset på mig. Og faktisk behandlet mig lidt, som var jeg mentalt udfordret.
"Ej men...Rødhætte smiler altid. Det er fordi hun ikke ved hvad der foregår". 

Hør her menneske; bare fordi jeg ikke siger noget, betyder det ikke, at jeg ikke har antennerne ude. Okay?

3: Har sprayet mig selv i munden med giftspray.
Ikke ret meget kan gøre mig mere rasende end nærgående fluer.Og da slet ikke, når de grovsummeboller i mit hår. Provokerende kneppedyr!
Så jeg hentede dåsen med gift og ventede. Og da der var landet tre kryb tæt ved hinanden, trykkede jeg dåsen i bund og blæste en sky af gift mod dem. Som røg tilbage. I munden på mig. Fordi jeg fandeme altid render rundt og ligner en evnesvag når jeg koncentrerer mig, og derfor har pivåben mund. Og fordi jeg havde glemt, at ventilatoren stod lige foran mig.

Knap så godt. Har faktisk haft slem irritation i halsen og munden. Kan man ringe til vagtlægen med sådan noget?