lørdag den 16. august 2014

Så hold dog kæft!

Ja, undskyld. Jeg ved godt, at hele byen fester. Og ja, jeg er muligvis en lille smule misundelig. Gad virkelig godt vælte mig gennem ildfesten med en ølmarineret lever.
Men når man har været på arbejde i 10+ timer, og skal møde igen i morgen meget tidlig, så gider man virkelig kun høre på begrænset mundlort fra gaden.

Det startede i morges. Tidligt. Lidt over seks. Med en fuld idiot der brægede på repeat: "Allan, allan, allan, ALLAN ALLAN ALLAN ALLAN. Hvad laver du, Allan? Allan Allan Allan ALLAN. Hvad laver du, Allan?! ALLAN ALLAN....osv osv."

Havde en voldsom trang til at brøle ud af vinduet: "Nu svarer du kraftstejlme dine venner, Allan, så vi andre kan drikke vores morgenkaffe i fred!"

Alternativt:



Sidder i sofaen nu. Møgtræt efter en lang dag. Men en god dag. (Og hvor var det virkelig bare noget jeg trængte til.) Og sidder i perioder i en sky af sort os fra damplokomotivet, der tøffer forbi og absolut skal parkere lige udenfor mine vinduer, men den trutter og blæser sort røg ind gennem mine vinduer.
Alt dette blandet med fulde menneskers uintelligente råb. Som f.eks.: "Hey! Prøv lige at se! Se lige...jeg har brækket mig...ej, men prøv lige og se!".

Jamen, tillykke. Fedtfjæs. Hop dog i havnen. Med dit maveindhold. Tak!

Andre gange er det kærestepar der hader hinanden indædt. Har sådan en lyst til at stikke hovedet ud af vinduet og blande mig med et: "Ja, okay...jeg kan fandeme godt forstå, at han flirter med andre. Det ville jeg også gøre, hvis jeg havde en kæreste med sådan en ubeskrivelig grim skinger gennemtrængende hysterisk stemme. Pis nu af. Gå fra hinanden. Gå hjem og knep. Bare gå!"

Men gør det selvfølgelig ikke. Vil helst ikke ses lige nu. Ligner Putins tvillingesøster. Med meget grimme fødder og Diana Ross hår, efter at have løsladt frisure fra knold.

Skrider ned i vandret stilling. Efter jeg har lukket vinduerne og trukket gardinerne for. Og tjekket, at vækkeuret er sat til at skrige om 9 timer.