Men så udviklede det sig, og nu føler jeg mig udelukket fra min terranda. Fjerbolden vil gerne i kontakt. Rigtig gerne. Så den er der konstant. På min terranda. Når jeg er der. Og den bliver mere og mere modig.
Det er jo ikke fordi jeg ikke synes den er sød. For det er den. Helt vildt.
På afstand!
Er skredet indenfor. Og har lukket døren. Lå ellers på min madras og læste en bog og nød vejret. Men med få minutters interval, hører jeg lyden af et par fuglefødder der lander på kanten af rækværket Derefter et lille bump. Og så lyden af et par stive tynde fugleben, der hopper hen imod mig.
Og så drejer man hovedet, og får øjenkontakt med den. Den er skide ligeglad. Overhovedet ikke bange.
Men det er jeg. Kan slet ikke overskue tanken om at den kommer endnu tættere på, og hopper op på mig.
Naboerne må tro jeg er vanvittig. Hvis de lytter til min samtale med dyret.
"Nej nej nej nej fugl. Gå nu!"
"Åh nej åh nej åh nej....wuuush...væk!"
"Vilduikkenokgå!?"
"Oooooooooooh"
"Dumåikke"
Og så skrider den. Hvorefter det hele gentager sig to minutter senere.
Den er så kær. Det er den. På afstand. Men jeg er simpelthen skide bange for fugle, når de kommer for tæt på. Og jeg er bange for at finde den i flere stykker spredt ud over terrandaen. For der bor jo ligesom også en kat her. I perioder.
Den har så - af grunde jeg ikke kender - lagt mig på is i disse dage. Arrogante nar. Men jeg ved jo den vender tilbage på et tidspunkt. Men jeg kender bare også mig selv så godt, at jeg begynder at tude, hvis den bette fjerbold bliver ædt.
Det er bare den der lyd...af de små ben der hopper tættere og tættere på. Og at blive overvåget og ikke ane, hvad dens næste træk er.
