Arh! Højrøvet!
Der må jeg straks nedlægge veto. Jeg er faktisk ret lavrøvet.
Hrm...jamen, hvad kan jeg sige? Jeg kan sige mange ting, men er det dét værd? Dem der kender mig og er tæt på mig ved, at jeg er langt fra at være højrøvet. Nærmest det modsatte. Med tendens til at være selvudslettende.
Og da udsagnet kommer fra en person, som jeg ikke har kontakt med som sådan (fordi vedkommende er en røv), tager jeg det sådan set ret afslappet. For det er da klart, at når jeg ikke længere er hende, som smiler når nogen sparker mig i røven, men som faktisk reagerer passende på det - så er jeg jo anderledes.
Men højrøvet? Fandeme nej. (Bredrøvet derimod...)
Jeg har egentlig bare valgt at kun omgive mig med mennesker, som jeg føler bidrager positivt til mit liv.
Jeg har brugt pænt mange år på at please andre. Og finde mig i at blive nedgjort. Og det gider jeg ikke længere.
Så hvis det gør mig højrøvet, så ja - så er jeg det. Og stolt af det tilmed.
Og så er jeg egentlig bare ret svævende glad for en samtale jeg havde med en klog mand den anden aften. Som ser lige igennem mig - og som ikke kunne forstå, at jeg er single. (Det kan jeg så give ham de første 50 grunde til).
Men som egentlig også ramte hovedet ret meget på sømmet, da han sagde:
"Faktisk tror jeg, at du måske tror du slet ikke er på det niveau, du egentlig er".
Det er noget af det sødeste nogen har sagt til mig i lang tid...
