Det profilbillede jeg har på min Facebookprofil, findes i tre udgaver: Original - dæmpet sepia-agtigt og sort/hvid. Og det er der altså en ret god grund til. En grund, som jeg føler for at forklare, fordi jeg skifter ret tit.
Det er simpelthen en ocd-ting. For hvis mit coverbillede er i retrofarver, går det jo ikke med et profilbillede i originale farver. Og hvis mit coverbillede er sort/hvid, så bliver jeg nødt til at have et sort/hvidt profilbillede. Eller irriterer det mit øje lige så meget, som hvis et billede hænger skævt.
Jeg kan ikke gøre for det.
For mig giver det lige så god mening, som at æde vingummibamser ved at starte med at æde hovedet, så den dør hurtigt. I stedet for at man starter med at gnave fødderne af den.
Eller som at få alle ærter med ud af posen, når de skal ned i kogende vand. Fordi det ellers er synd for den ært, som ikke kommer med de andre.
Eller som bygge i farveorden, når man bygger med Lego. (Er I klar over, hvor frustrende det er at bygge Lego med børn?).