Fandeme sært. Og træls. Ja...træls - det er dét det er.
Og bare sådan for at være en rigtig drrrrramaqueen, kan jeg tilføje: Jeg fatter ikke selv, hvad fanden der foregår?! For jeg er i et godt humør. Tilværelsen er glimrende. Jeg omgiver mig med mennesker der er søde.
Faktisk er alting bare faldet så godt på plads i hjertet, livet og hjemmet efter jeg blev single. Alting er bare blevet bedre og sjovere.
Men noget irriterer mig. Ved mig selv. Der er bare dage, hvor jeg er lidt småtræt af mig selv, og hvor jeg synker ned i en meget meget utiltrækkende tilstand, hvor jeg får mig selv overbevist om, at meget ville være bedre, hvis jeg ikke lignede en Mummitrold.
At det ville være bedre, hvis mit hjerte ikke var så skide sensitivt og konstant bare daffer derud af på gefühl og håb, Helt uden gps. Helt uden at stoppe op og tænke: "Hey pumpende muskel! Slap af med iveren og kig på den person du bor i. Mrm, ikke? Ned på jorden igen.".
Dage, hvor man bare har lyst til at smide indkøbsposerne og hyle lidt over sig selv, fordi man fandeme igen har præsteret at stå ved fodgængerfelt ved rød mand, og være så klodset, at når rød skifter til grøn mand og fødderne lægger an til at lave gå-bevægelser, snubler man over sig selv, og laver nærmest et semi rullefald i slow motion foran rækken af biler, der holder og venter.
Kæft, hvor ER det bare pinligt!
Klumphætte. Dumhætte. Cartlandhætte. Pmshætte. Billigt-til-salg-hætte.
Nå, men eftersom humøret jo faktisk ellers er okay - (vildt sær ambivalent følelse) - så vil jeg nyde verdens største krus kaffe nu, og glæde mig over, at mine arbejdsbukser bliver længere og længere.
Dét er sgu okay!
