Det nærmer sig vel, at det er tre uger siden, at kloakmændene konstaterede, at kloakrørene er kollapset. Helt og aldeles. (Synes godt nok også, at jeg har døjet frygteligt med hård afførring).
De er kollapset så meget, at kloakmændene ikke kunne få et kamera derned.
Men intet sker. Og jeg er ved at få pisket en stemning op, som ikke kan være sundt for mit blodtryk.
Jeg har ellers altid holdt af at sidde på toilettet. Der er sådan en fred, og man er stort set garanteret fred og ro. (Med undtagelse af, at sundhedssøn åbenbart synkroniserer sit tarmsystem med mit, og derfor altid skal skide 1½ minut efter, at jeg har sat mig på brættet).
*Bankbank*
Mig: Hvad!?
Søn: Er du snart færdig?
Mig: Nej, jeg har lige sat mig.
Søn: Men jeg skal altså virkelig på toilet.
Mig: Ja, men nu skal jeg ligesom være færdig først.
Søn: Kan du ikke skynde dig?
Og så ved man bare, at det heller ikke blev denne gang, at man gennemførte level 119 på Candy Crush i fred og ro på det sædeløse sæde.
Men som situationen er nu, så er ethvert toiletbesøg nu blevet ledsaget af paranoia og hjertebanken. Frygter hver eneste gang, at jeg får publikum nede i tønden. Og tanken om et latrint ménage à trois, giver mig psykiske diagnoser, jeg ikke vidste fandtes. Og jeg får lyst til at dryppe tredobbeltsalmiakspiritus i øjnene ved tanken om det syn, der ville møde rotterne, når jeg lod bagenden sænke sig ned på brættet.
"Hvem helvede slukkede lyset? Var det dig, Nikolaj?"
"Nej! Men for helvede Asger, hvornår lærer du, at vi rotter kan se i mørket?"
"Ja ja, men det er også bare ford....Fuck! Hvad helvede er det der? Meget ulækkert har jeg set gennem min færden i byens kloakrør, men det der tager da godt nok førstepladsen!"
.jpg)
