Når man står på badeværelset om aftenen/natten og renser hud eller børster tænder. I ved; når man bøjer sig ned med ansigtet mod vasken. Nogle gange er jeg skide bange for at komme op igen. Altså...med ansigtet ind mod spejlet. Hvis der nu står én bagved. Shit altså...
Hvis man ligger i sengen med alt lyset slukket, og lige vil kigge på mobilen for at tjekke klokken og for at se hvor mange timer der er til vækkeuret ringer. Hvis nu...i dét man trykker på knappen og skærmen lyser op...fuck altså...hvis skærmlyset oplyser rummet, og man får øje på en skikkelse i mørket.
Når man kører bil en øde strækning en mørk aften. Og pludselig får den tanke: Hvad nu hvis der sidder en på bagsædet? Eller hvis der står en mand midt på vejen, når man drejer i næste sving. Bare sådan helt stille. Midt på vejen. Og stirrer stift mod forruden. Hvad ville man gøre i sådan en situation? Stoppe og spørge ham, om han havde brug for hjælp? No way in hell! Jeg ville bakke derfra med 97 km/t.
Netdoktor. Skal aldrig derind. Kommer altid ud derfra med mindst 15 diagnoser.
Rødbeder. Altså, er som sådan ikke bange for dem mere. Men havde et flip på et tidspunkt, hvor jeg åd ekstreme mængder bagte rødbeder. Og så skulle jeg på toilet dagen efter. Og gik faktisk i spasmer der på kummen. 100% angstanfald. Var sikker på, at jeg havde fået en blodstyrning. Og begyndte faktisk også at føle mig lidt svimmel og utilpas.
Indtil jeg kom i tanke om rødbedeorgiet aftenen før.
Frøer og tudser. Kan.Ikke.Klare.Dem. Begynder faktisk at græde, når jeg støder på dem. Man ved på ingen måde hvor man har de klamme møgdyr. Hvilken retning de har tænkt sig at hoppe.
At stå nede i kælderen om aftenen. Når det er mørkt udenfor. Og man skal op. Og lige skal have slukket lyset inden.
Det ser nogenlunde sådan her ud:
