Hvis man skal tro en lorteartikel på "Q", så bliver jeg aldrig gift. Eller kommer i et fast forhold. Faktisk er min skæbne på kærlighedsfronten allerede forseglet.
Spasserartikel
Kvinder med den røde hårfarve er bedst til affærer
Mændene har ikke positive associationer med det røde hår, der indtager sidstepladsen i kategorier som attraktivitet og humor. Hun er hverken typen, man går på date eller bliver gift med, men nærmere hende, der lokker til en midlertidig affære.
Hvad fanden er det for en gang fis? Ærligt talt! Skal jeg virkelig farve mit hår mørkebrunt for at bevise, at jeg faktisk er enormt blødsøden, romantisk, puttetrold, kærlig, trofast, oprigtig og kærestepotientale?
Jeg skal fandeme ikke være nogens affære. Jeg skal ikke være erotisk pauseklovn eller second choise. Jeg vil da sådan set bare være nummer et for en enkelt. Fuldtids.
Gider faktisk ikke at have læst den artikel. Og slet ikke med pms. For nu hvor jeg tænker over det, har der da faktisk været nogle mænd gennem tiden, som åbenbart har troet, at jeg bare var klar på noget uforpligtende.
Og ja ja ja, jeg véd godt, at det bare er en rådden artikel, og ikke sandheden serveret fra forskere. Men alligevel...tænk hvis der er nogen derude som tror, at jeg bare er sexhætte, og intet andet?
Det er sgu da deprimerende. Især når jeg er typen, der svælger i dagdrømme om sommerfugle i maven og den eneste ene.
Nå...Er bare en skod artikel. Som sikkert er skrevet af en lille irriterende brunette, der har interviewet sine mandlige venner.
Er nemlig ret sikker på, at den type der forelsker sig i mig, har så meget omløb i hovedet, at han ikke personkategoriserer ud fra hårfarve.
Men derfor må man jo godt svælge i ironisk selvmedlidenhed.