Nederst ved husmuren, er der et hul. Og foran det hul har katten så siddet de sidste mange dage. Flere timer i træk. Sidder bare og stirrer ned mod hullet m. et vedvarende hypnotiseret blik. Ikke engang når man kommer kørende mod den i bil, flytter den sig.
Vi taler altså om timer her...I aftes sad han der ved 19:30 tden. To timer senere var han der endnu.
Og en lille video. (Det er selvfølgelig ikke mig der filmer og taler. Jeg fik min retarderede genbo til det.)
Ej men seriøst...sære dyr. (Katten - ikke genboen). Tænk sig at bruge så mange timer og dage på at sidde og glo ned i et hul.
"Lille mus kom op af hullet, kom og leg tagfat. Har du ikke lyst at lege mæ' den lille kat?"
Nå, men ellers er dagen gået glimrende. Som selv døve og blinde læsere har kunnet ane, så har jeg været en del out of order. Fandeme træls, at den spasserstress skal blande sig.
Da jeg fik fri, kørte jeg ud til mine forældre. Og ved I hvad? Selv om man er 37 år, så er ens forældre bare stadig indbegrebet af tryghed.
Hold kæft hvor jeg elsker de mennesker. Parkerede Bjarnebilen, og fik m. det samme et stort smil fra min far, som tøffede rundt og hamrede i nogle brædder. Og så kaffe og hyggesnak m. begge to i solen ude i haven. Og lige nøjagtig dér, faldt der en ro over mig. Man bliver aldrig for gammel til at komme hjem. I véd, hjem...dér hvor man bare kan være uden filter. Og hvor man er elsket totalt grænseløst.
Og hvor det er okay at være pyller. Hvor man er nogens barn. (Som godt nok er temmelig voksen nu. Men som dog aldrig er vokset fra de der babylår m. elastikker).
Og inden jeg fik fri, fik jeg bagt tre store jordbærtærter på jobbet. De var vellykkede. Og lækre. Smagte godt nok kun et stykke på 1x1 cm. Men det var nok til at nyde den sprøde bund, marcipanen, cremen og jordbærrene.
