Står op:
Alt er som det plejer. Spejlbillede grimt som altid. Kaffen er som den plejer. Træthed og indædt had til vækkeuret, er som altid.
Møder på arbejde:
Alt er som det plejer. Hjem numero II. Morgenkaffe m. kolleger. Same procedure as every morning.
Dagens første opgaver:
Kan det i søvne. Humør er glimrende, trods det faktum, at det er mandag.
To timer senere:
Arbejder som jeg plejer, mens jeg nynner og synger m. på sangene i radioen.
Et par minutter senere:
Midt i en opgave, føles det som om, at jeg får et cirkelspark i brystkassen af en elefant. Sætter mig ud på trappen og sunder mig.
En halv time senere:
Rejser mig og fortsætter m. arbejdet. Lykkedes ikke ret godt. Føles som om hjerne er formateret.
En times tid senere:
Kaster håndklædet i ringen. Tager hjem.
Et par timer senere:
Tænker: "Kan det være stress?", og snupper en test på nettet. Snyder og gør mig bedre end jeg er.
Lidt senere:
Googler efter andre test. Nægter.
Endnu senere:
Samtlige test sender mig i rød zone.
Endnu endnu senere:
Smider mig i protest på sofaen.
2½ time senere:
Vågner. Konfus. Hvor fanden er jeg? Og hvorfor har jeg lige været m. i en episode af "Friends"?
Og nu:
Skyldfølelsen rammer som en oversize hammer. Og følelsen af at være utilstrækkelig, er nu total.
Jesus fucking christ...Bliver sgu aldrig den bedste. Eller bare i nærheden af det. Åbenbart.
Jeg skal da godt nok lige selv bestemme hvor meget jeg vil. Og ikke vil.
Magter egentlig ikke den elefant v. navn "Stress", som mosler sig ind på de mest upassende tidspunkter.
Det er min tur. Min tur til at stråle. Og "kick some ass" - på den fede måde.
