Og så får jeg efterfølgende bare så mange søde tilkendegivelser. Det fatter jeg ikke helt. Men gud hvor er jeg dog rørt og taknemmelig. I er fantastiske.
Bægeret flød bare over. M. alle mulige ting, som havde hobet sig op i min lille analyserende hjerne. Og pludselig var der bare for mange ting i kø. Som ville høres. På én gang. Og dét kombineret m. at jeg bare så gerne vil gøre alting dobbelt så godt, og at jeg har arbejdet virkelig meget, slog totalt bunden ud af mig. Akkurat ligesom når man klemmer hårdt på en pose popcorn, og bunden floffer op, og de poppede korn bare vælter ud i tilfældig rækkefølge.
Og så falder der bare alligevel ro på igen. Først m. hjælp fra skidesøde læsere og venner, som rører mit rødhættehjerte oprigtigt. Og senere tager man så på arbejde, hvor chefen bare er sød ud over alle grænser, og som samler alle mine tabte popcorn op og putter dem i en skål. Og som slet ikke lader sig skræmme af min sitrende underlæbe og oversvømmede øjne.
(Arghh pis...nu snøfter jeg igen. Typisk mig. Render i dén grad rundt m. følelserne uden på tøjet.)
Nå men...jeg er tidligt hjemme i dag. Og fik faktisk også en fridag i morgen.
Så lige nu venter jeg på at kaffen er færdig, og at Uglen kommer hjem. Så tøffer vi simpelthen af sted i genbrugsbutikkerne, så vi kan få købt resten af hendes kostume til sidste skoledag.
Hun vil være en hest. I en morgenkåbe.
Jeg elsker fandeme den pige og hendes humor og ligefremhed. I modsætning til unavngivne jævnaldrende pigebørn, som klæder sig ud som ugens tilbud fra Red Light District.
Hun har ben i næsen, har hun.
Og teenagesøn. Jamen altså, mit moderhjerte er så stolt. Han er lige pludselig blevet enormt voksen. (Og høj. 181 cm! For fanden...han er 14 år!). Og han hiver det ene 10 tal hjem efter det andet. Senest i en historieprøve om Færøerne.
Færøerne!?
Jeg ved knap nok hvor det ligger. (Og mellem os: Jeg føler ikke jeg går glip af noget) Og så scorer han 10.
Mor er ikke bare stolt. Mor er ved at revne af stolthed. (Gud forbyde flere strækmærker).
