Lad mig gentage og sige det endnu en gang: Jeg er ikke a-menneske. Gider faktisk ikke tale m. nogen den første times tid. Og derfor er kombinationen af min gnavenhed, og Uglens syvsoversind ingen god kombination på de tidlige hverdagsmorgener.
Der er nærmest tale om sirenevarsling.
I morges forløb således:
Jeg står op, og venter 45 min. med at kalde på hende. Får hældt et par krus kaffe ned, spartlet ansigtet og spist morgenmad, inden jeg går ned og kalder på hende. Sødt. Og stille.
Mig: Godmorgen skat.
Ugle: Mmm.
Mig: Har du sovet godt?
Ugle: ..........
Mig: Har du sovet godt?
Ugle: ..........
Mig: Godmoooorgen.
Ugle: Mor'nnnnnn.
Mig: Du skal op.
Ugle: Ja.
Og så gik jeg op, og tjekkede nyheder og mails. Og røg en smøg. Og surfede lidt. Og gav ansigtet anden gang. Og 20 min. senere (Ja, jeg står tidligt op. Skal have tid til at vågne, hvis der ikke er nogen der skal dø):
Mig: (Råber ned af trappen): Uuuuuuuuuuugle. (Okay, bruger hendes rigtige navn).
Ugle: ...........
Mig: Uuuuuglé!
Ugle: ..........
Mig: Hallo! Stå så op!
Ugle: ........
Mig: UGLÉ!
Ugle: Ja ja ja ja ja ja ja ja ja ja ja ja ja ja, for helvede! Hold dog op m. at råbe sådan.
Mig: Så kan du sgu da bare stå op!
Et kvarter senere kom hun så skulende ind i stuen. Og 3 min. senere kom hendes øjenbryn. Hold kæft, hvor var hun da sur. Satte sig, stirrede ondt på mig, og så gik den store klagesang i gang.
"Det er bare ikke ret fedt at blive vækket af at du råber sådan. Væk mig da ordentligt!"
Måtte fortælle hende, at første vækning foregår yderst sødt. Så hvis hun gerne vil vækkes sødt, er det dér hun skal stå op.
"Ja, men du kunne sgu da godt blive inde på mit værelse til jeg vågner?"
Ehhhh? Nå...Jamen, okay da. Så tager jeg sgu da lige kaffemaskinen, en potte, morgenmaden, min computer, mit make-up og en stol m. ned på dit værelse. Så kan jeg jo nå at drikke kaffe, spise morgenmad, lægge make-up, tjekke nettet og foretage dagens første uddrivelse på potten, mens din krop vågner...del for del.
Ved ikke lige hvor meget tid hun tror jeg har om morgenen?
