Jeg er ikke husejer. Og med tanke for bankernes nye krav til rådighedsbeløb før godkendelse af lån, bliver jeg det sgu nok heller aldrig. Og det er sgu fint nok. Hellere bo til leje, end at lege fattigfin og bilde sig selv ind, at man ejer et hus.
For det er der fandeme mange husejere der render rundt og gør. M. deres afdragsfri lån.
Jamen bevares, det er deres eget valg, at de vælger den løsning. Men så skal de fandeme heller ikke komme klynkende, når pengene skal indfries. Hvad er det dog for en mentalitet? Og hvordan fanden kan det komme bag på dem, at pengene skal tilbagebetales? Og hvorfor vil de overhovedet være bekendt at græde offentligt snot over noget, som de helt og holdent selv er skyld i, og som selv en 5-årig ville kunne forudse?
Generelt er jeg bare uendelig træt af at høre på folks klynkeri over at de ikke kan leve som grever og baroner. (Som min mor ville sige det).
Og nogle af det værste er enlige mødre. Dem, som efter en skilsmisse insisterer på at blive boende i familiehytten, fordi ikke alene er en skilsmisse slem ved selvbilledet. Men naboerne skal da i hvert fald ikke tro, at man nu er tvunget til at flytte i alment byggeri. (Læs: Realistisk byggeri).
Det skal ikke hedde sig. Niksen. Man skal stadig være ligusterfrue.
Så der bliver oprettet afdragsfrilån, og så er deres image da i hvert fald intakt de næste 10 år. Facaden har fået en gang maling. Dog uden at sandblæse murene først. Hvilket er årsagen til at hele lortet skaller af sådan ca. helt præcist 10 år senere.
Men okay...set fra den lyse side, så bliver der da billige huse at købe for andre. Tvangsauktionerne står jo fandeme og griner ondt bag det næste hushjørne.
