Nå...så beslutter G. og jeg os for at krydre mandagen m. en god spændende film. Eller, det var i hvert fald hensigten.
Vi læste hurtigt beskrivelsen, som lød lovende. Thrillerdrama. Hvad er der ikke at elske?
Alt, sådan cirka...
At tælle dutter i savsmuldstapet, er mere sindsoprivende spændende, end filmens handling, cast og tempo.
Filmen er fra 2006, men den kvindelige hovedrolleindehaver ligner en, der har lagt sig til at sove under en sten i en ordentlig Pisang Ambon koger i 1990. Og så er hun først vågnet 16 år senere.
Hun spiller konen i filmen. Men rollen som mandens mor, ville nok have været mere passende.
Vi valgte at se den færdig. Udelukkende fordi den var så gennemsyret dårlig, at det var sjovt. Seriøst...vi taler bla. om en lejemorder, der bliver hyret til at slå kvinden ihjel, men produceren mente åbenbart ikke det var væsentligt, at lejemorderen burde vide helt præcis, hvem han skulle dræbe. Hverken navn eller billede fik han som information. Hvilket selvfølgelig resulterede i, at han pløkkede den forkerte.
Ej men for pokker...Ubeskriveligt ufrivilligt morsomt.
Når hun blev jagtet af morderen, lød hendes skrig, som når G. kilder mig.
Jeg er vokset op i en lille bitte landsby, hvor der hvert år var lokal revy. Og DET var dårligt. Men sammenligner man med denne film, var revyen faktisk en Oscar værdig.
Hvis du gerne vil se en velspillet spændende film, så lej i stedet "Kunsten at vride en karklud - Mindfullnes style".
Men hvis du gerne vil krumme tæer over noget der er så dårligt, at det er sjovt, vil jeg på det varmeste anbefale denne film.
