I butikken kommer der mange stamkunder. Faktisk flest stamkunder. Én af dem, er en dreng på 8-9 år, som hver dag kommer ind for at få en sandwich.
Han har nogle gange opført sig lidt specielt. Som f.eks. at forsøge at prutte om prisen.
Men nu har jeg betjent ham så mange gange, at jeg egentlig bare har vænnet mig til det.
I sidste uge, overhørte jeg hans lærer sige hans navn. Det er et meget specielt navn, så det var nemt at huske.
I dag kommer han ind for at købe en pastasalat. Og mens jeg er ved at fylde det i bakken, spørger jeg ham om der skal bacon i, og bruger hans fornavn da jeg spørger.
Og så stod han bare der med et overrasket blik i øjnene, og et kæmpe smil der bare bredte sig fra mund til øjne, mens han forbavset og glad sagde: "Du sagde mit navn?!"
Det kan godt være, at det for andre er "og hvad så?". Men hold kæft det var rørende.
Blev fandeme helt tudehætte, og kunne mærke at blanke øjne var undervejs.
Nogle gange skal der bare ikke så meget til. Der ER det virkelig de små ting der betyder alverden.
Okay, jeg er så også ekstra følsom i dag pga. overtræthed.
Lå i min seng i nat, og spillede wordfeud, for at fremtvinge træthed, da der tikkede en sms ind. Den kom fra etagen over mig. Aka. fra Uglens værelse. Hun havde det som om hun skulle kaste op, så jeg måtte finde noget tøj, og komme op til hende m. den obligatoriske balje.
Og det blev jeg jo ikke mindre vågen af. Så jeg luskede ind på sofaen for at se tv, så jeg ikke vækkede Gråstænkt. Det blev dog en kort fornøjelse, fordi kombinationen af nærsynethed og tykke fingre resulterede i, at jeg kom til at trykke på en knap på fjernbetjeningen, så der kun var sne på skærmen.
Forsøgte desperat at løse problemet, men endte m. at slukke for hele lortet, fordi jeg pludselig kom i tanke om "White Noise" filmen. Én ting er søvnløshed. Men jeg magtede virkelig ikke hilsner fra ånderne der midt om natten.
Og så lå jeg egentlig bare dér. Og lurede på juletræet. Og forsøgte at hypnotisere mig selv i søvn. Det må have lykkedes et stykke tid efter 02:30. Det var i hvert fald der jeg opgav at kigge på uret.
Og så sov jeg ellers forrygende. Helt til kl. 05:55, hvor vækkeuret ringede.
Godmorgen posedame!
Var helt rynket i den ene side af ansigtet pga. aftryk fra sofapude. Poserne under øjnene var større end en mellemstor gåsedunshovedpude fra Jysk. Og øjne var mere blodsprængte end Bjarne Lillers.
Så der skal ikke så meget til i dag. Og det gjorde det jo ikke bedre, at arbejdsdagen var skøn. For det minder mig jo bare om hvor træls det bliver at stoppe.
Da jeg kørte hjem, og tændte radioen, brølede "Tiiiiiiiiiiiime tooooooo.....say gooooooooood bye" ud af Bjarnebilens små skrattende højtalere.
Fandeme lige til en dårlig amerikansk film. Manglede bare lige, at man så Bjarne køre ud i solnedgangen. Stille og trist. M. små prutter ud af udstødningsrøret.
Resten af dagen skal gå med at holde mig vågen. Eller i hvert fald et par timer endnu. Og så skal jeg godt nok tidligt i seng i aften. M. "Friends" på dvd'en.
Det er de små ting der tæller...
