Du har fået ny Digital Post fra Silkeborg Kommune - Livet som ledig

Jeg er jo så blevet ledig og har brugt januar måned på at være sygemeldt i opsigelsesperioden. Tanken om jeg skulle forlænge min sygemelding, har kredset en del i mit hoved. Men jeg tænkte, at den kunne jeg tage stilling til hen ad vejen - om ikke andet, så når jeg ville blive indkaldt til det første obligatoriske møde. 

Silkeborg kommune/Jobcentret ville det anderledes. Og altså, det er ikke fordi jeg sidder og skumler over, at de bare gør deres arbejde. Men 9 mails siden 1. februar er muligvis en smule til den høje side? 
Hvad ved jeg, jeg har ikke været ledig i mange år, så det er muligt, at det bare er mig, der lykkeligt har glemt, at med ledighed følger der også en meget ivrig penneveninde. 
Men det er måske også ved at være ved den tid, hvor jeg godt kunne bruge nogle nye indspark i hverdagen. Timelønnen ved at være autodidakt arkitekt og bygherre er forsvindende lille, når der er tale om nybyg i SIMS. 

Men hvad har jeg så brugt min januar på? Ud over at bygge huse i min imaginære kedeldragt? 
Joeh, jeg har betragtet min krop fra afstand med lige dele væmmelse og fascination. Jeg skulle cirka 14 dage ind i januar, før min krop for alvor fattede, at det faktisk var okay at slappe af, og da den fattede det, kunne den så ikke finde ud af at slappe af. Konstant afbrudt søvn pga. mareridt, hvor min tidligere chef var ualmindelig ond. (Og lad mig pointere; det ER hun ikke i virkeligheden). Men i mine drømme gik hun amok, og jeg er vågnet så mange gange med hjertebanken over opgaver, som jeg ikke kunne nå i drømmen og af følelsen af ulykkelighed over at blive nedgjort. 
I vågen tilstand er min krop gået amok. Nældefeber er jeg vant til går amok, når jeg mentalt er presset, men jeg anede ikke, at psoriasis også samarbejdede med stress.  Men det mest ubehagelige er følelsen af at være en fiasko eller endnu værre: At have en personlighed, som inviterer til at blive nedgjort. 
Min mand og mine veninder har gentagende gange forsikret mig om, at der ikke er nogle sider ved mig, som er ulidelige, men jeg er stadig ikke overbevist. Og det er lidt en hæmsko mht. jobsøgning, for lige pludselig stiller jeg mig selv de samme spørgsmål dagligt: Hvad kan jeg egentlig? Når det kommer til stykket, har jeg så overhovedet noget at byde ind med? 

Det ved jeg godt jeg har - inderst inde. Men det er så langt inde, at det kun er på rigtig gode dage jeg kan se det. 

Nå, men udover virtuel tømrerarbejde, selvværdsforgiftning og en krop, der pludselig lever sit eget liv og åbenbart udlever nogle bizarre drømme om diverse hudproblemer, så har jeg søgt mod naturen. 
Heldigvis har jeg en hund, som kræver rigtig meget stimulering og aktivitet, så vi har gået vældig mange (og lange) gåture i lokalområdet og i diverse hundeskove. Sidstnævnte er et fantastisk sted med søde mennesker, men jeg havde en periode (og har), hvor jeg faktisk ikke havde behovet for at tale med andre mennesker. (Bortset fra mine tætteste). Og når man går i en hundeskov er det stensikkert, at man render ind i nogen, hvis hund gerne vil lege med ens egen, og hvor ejeren foreslår: "Skal vi ikke bare gå videre sammen? Så kan hundene lege."

Man kan jo for pokker ikke få sig selv til at sige: "Nej, det gider jeg ikke. Jeg vil hellere være alene". Jeg kan i hvert fald ikke. Det tillader min behagersyge ikke. 
Så jeg søgte nye græsgange og begyndte at frekventere skovene her i området. Efter et par gange følte jeg mig vældig meget som Fjällráven-typen, og så var det jeg blev overmodig og glemte en meget vigtig ting: Total fravær af stedsans. 

Es ist kein Problem, tænkte jeg. Der var jo afmærkede ruter med farvede pile. Så jeg drog af sted. Mod 842 hektar i Alheden Skov. Med drikkedunk. Som jeg glemte i bilen. 
De første par timer gik godt. Der er virkelig smukt derude. Smukt og stille. Jeg fik dog hurtigt en anelse om, at den farve rute jeg havde valgt nok ikke var den korteste, men vejret var godt, min hund var glad og jeg havde ro omkring mig, så det betød intet. Lige indtil jeg gerne ville hjem ...
Efter en time, hvor jeg havde gået efter den gefühl og stedsans, som jeg ikke er i besiddelse af, måtte jeg ty til Google Maps. 1.8 km. sagde den. Super. Hunden og jeg travede rask af sted mod udgangen. Men da min Goggle Maps brummede og sagde, at NU var jeg ved destinationen, stod jeg midt inde i skoven. På den igen - jeg indtastede vejen, som jeg ved jeg havde parkeret bilen ved. 3.7 km. Men selvfølgelig var der intet andet end skov, skov og atter skov, da jeg fik at vide, at destinationen  igen (ikke) var nået. 
Herfra gik det kun galt. Jeg var tørstig, jeg var træt og svimmel, fordi jeg havde glemt at spise morgenmad. Så da Maps ledte mig ud på en rute, hvor jeg endte med at træde direkte ned i kanten af en sø, gav jeg op. Jeg satte mig på en træstub og tudede, og da jeg fik øje på solen, som var på vej ned, tudede jeg endnu mere. Jeg ringede til min mand - ingen respons. Jeg skrev til ham på messenger - ingen respons. Så i desperation slog jeg en statusopdatering op på Facebook, og min lillebror fangede hurtigt, at det altså ikke var en joke fra min side. Så han pakkede sine to yngste i bilen, og begav sig i for at redde mig. Vi taler altså 35 km. Der er ikke noget at sige til, at jeg elsker ham inderligt. 
Min nevø havde taget en flaske vand med i bilen til mig, og glædede sig meget til redningsaktionen. Min niece på knap tre år troede jeg sad fast i skoven i min bil. Tæt på, lille skat. Tæt på. 

Så ringede min mand. Han fik mine gps-koordinater og forsøgte at hjælpe mig mod den rette retning. Men så ringede min lillebror og bad om det samme, og bad mig gå modsat retning af hvad min mand sagde. Mine fødder var våde, støvlerne svøbt i mudder og vand og min mund var tør og tørstig.
Jeg kom til en shelterplads med en del fine "hytter" og en vandhane. EN VANDHANE!  Hvor der selvfølgelig var lukket for vandet fordi; vinter. 
Min lillebror spurgte om jeg kunne høre de dyttede. Jeg kunne intet høre. Ikke andet end min desperate vejrtrækning.
"Der er et stort hus tæt på dig. Du skal bare om på den anden side af det", sagde min bror med skjult latter i stemmen.

Der havde jeg været. Tre gange! Uden held. ...fik jeg snerret. Men mens jeg stod og planlagde min nat i shelter med min hund, hørte jeg mit navn blive råbt. Og gennem træerne kom min nevø løbende med udstrakt arm med en flaske vand i hånden. Få meter bag ham, kom min niece og min bror. 
Jeg gik dem i møde, og vi gik sammen hen mod det store hus. Gårdspladsen (som faktisk VAR en sti) blev forceret, og på den anden side af huset, var der 600 meter hen til parkeringspladsen. 

(Kun en arbejdsløs har tid til at bruge tid på at skrive så lang en beretning om en skovtur)

Så alt endte godt. Jeg kom hjem, min mand puttede mig under en dyne med et glas rødvin, mens han lavdede min livret: Bolognese, og min nevø fortalte ivrigt om hændelsen, da han kom i skole dagen efter. 
Jeg har holdt mig til en mindre skov siden + hundeskoven. Men jeg har samlet mig mod til og vil nu derud igen, så jeg kan finde Jens Langknivs skjulested, som efter sigende skulle befinde sig derude et sted. 

Men for fanden; jeg gik 17 km! Det er ikke sket siden dengang jeg travede Rom tynd. 

Hvad du ønsker skal du få

Det ville ikke være verdens bedste idé, hvis Chili-Klaus lancerede en intimsæbe i sit chilisortiment. Det ville det heller ikke være, hvis ens mentale hylder er overbelastede og man på trods af det placerer en 2CV på den øverste hylde.

Jeg har været på arbejde, og der er ingen mulighed for omrokering eller aflastning, hviket vil sige, at det ville være et spørgsmål om tid, før jeg ville flatline med næsen først ned i en marmorplade. 
Det gør lidt ondt. Jeg ved jeg er virkelig dygtig til min fag, og jeg ved, at jeg ville kunne excellere og komme meget længere. Så at skulle indse, at det ikke pt. er en mulighed for mig at gøre en af de ting, som jeg er allerbedst til  - argh, den niver lidt i selvværdet. 
Men jeg har andre ting i mit liv, som fortjener en højere prioritet, og jeg er nødt til at lære at elske og ikke mindst respektere mig selv. Så det var ikke med tårer i øjnene jeg modtog beskeden om, at jeg er opsagt pr. 31/12. 
Det var med en smule vemod, men også ledsaget af en følelse af lettelse. Jeg har aldrig formået at tage mig selv så alvorligt, at jeg har taget en gennemført sygemelding pga. stress. Det er mit eget (dumme) valg - ingen andres. Og det er logisk nok ikke uden betydning for det (efterhånden kroniske) alarmberedskab, som jeg føler min krop er i. Der er selvfølgelig udefrakommende faktorer, der også spiller en væsentlig rolle, men i sidste ende er det mit liv og dermed også mit ansvar at passe på det. 

Det har jeg ikke formået, og det er af flere årsager. Den ene er min egen konstante kamp med mig selv - den anden er mit mærkelige behov for at være alt for optaget af hvordan andre ser mig, og ikke mindst mit behov for at blive bekræftet - også af folk, som jeg ikke kender, ikke har en relation til og som ikke er vigtige. Men jeg har dog formået at føle arrighed, når jeg har hørt om andre, der har været sygemeldte med stress. En arrig misundelse over den opmærksomhed og omsorg de fik - både i behandling af andre, men også når de blev omtalt i 3. person.
Det er fandeme ynkeligt. Helt ærligt, det er det. Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet? At folk skulle læse mine tanker og mærke mine følelser, som jeg selv er flygtet fra? Det er eddermugme en offerrolle, der vil frem i verden. 

Men nu prøver jeg. Helhjertet. Jeg har ingen trang eller lyst til at holde foredrag for andre og fange dem med en lang patosladet journaloplæsning. Men hvis folk spørger, så svarer jeg. Jeg må stå ved mig selv hele vejen og minde mig selv om, at et menneskes værd er langt mere end blot en arbejdstitel. 
Så nu hedder det en periode med sygemelding, og derefter skal jeg lægge alle kræfter i at forme fremtiden. 
Jeg skal finde en ny hylde på arbejdsmarkedet og i samfundet. Om det er job eller uddannelse, aner jeg ikke endnu Men jeg vil lave noget, hvor jeg føler mine ressourcer kommer mig selv og andre til gode. Jeg vil være glad, når jeg står op - jeg vil ikke hade mandage længere, og jeg vil udnytte mit potentiale i stedet for at konstant undersælge mig selv som et bizart beskyttelsesskjold, hvor jeg vælger veje der er alt for lette, så risikoen for at fejle er mindre. 
Det ER okay at fejle. Alle gør det, de fleste lærer af det, og man kommer op på den berømte hest igen.

 - Og så er der vist skrevet nok floskler for i dag. -

Lige nu sidder jeg i min morgenkåbe og drikker Nupo kakaoshake. En del af min kamp med mig selv skal vindes gennem selvomsorg. Jeg vil ikke bare blive sundere mentalt. Jeg vil også have en sundere krop, og sund, dét er den sgu ikke i skrivende stund. Jeg er tykkere end nogensinde før. Det er et faktum, som jeg skal forholde mig til - ligesom årsagen til kampvægten er det samme: Livet har givet mig modvind, jeg har forsøgt at æde mig til at kunne stå imod og ikke blive blæst omkuld. Det, som bedst er kendt som trøstespisning. På ét punkt er det lykkedes mig: Der skal virkelig en god vindstyrke til at blæse benene væk under mig. Umiddelbart tænker jeg en vindhastighed, der overstiger maxhastigheden på den lille Hyundai i10, der står ude på gårdspladsen. 
Men det er som det er. Jeg kan ikke ændre på fortidens kalorieindtag, men jeg kan ændre på fremtidens. 
Det er selvfølgelig den dummeste måned at skyde det i gang. Men jeg kan starte i det små, og det er minimering af brød, pasta og sukker. Nupo bliver aldrig hele min menu. Det er sateme for trist. Men med mindre det er weekend, hvor jeg med stor appetit har startet bilen og fræset ind til bageren (og endda er stået tidligt op for det, så jeg kunne nå at få de gode rundstykker, som altid er udsolgt inden klokken er 8), så spiser jeg ikke morgenmad. Så nu hedder det Nupo til morgenmad, fyldig salat til frokost og normal aftensmad inden for rimelighedens grænser - kombineret med motion, som heldigvis er det, der er min foretrukne medicin mod at holde stresshjernen en armslængde væk. 
Jeg nyder gode traveture med hunden i skoven. Der er fred og ro. 

Nu vil jeg tage tøj på, og gå ned og nusse om mine fede hønsepiger. De tror de skal sulte ihjel, hvis man drister sig til at gå forbi hønsegården uden at komme hen og smide mad ind. Og vi har tilfældigvis en grøntsagsskuffe i køleskabet på størrelse med bagagerummet på tidligere omtalte Hyundai, som trænger til en oprydning.

I aften vil jeg tænde stearinlys, sætte julemusik på og pynte juletræ med min elskede mand, mens vi drikker gløgg. Min uden mandler og rosiner - man må jo spare kalorier hvor man kan). 😉😎

Fra MASH til Kokken & Jomfruen på et splitsekund

I går tog jeg som vanligt i hundeskoven. Der er så dejligt. Der er ro, der er natur, og der er masser af skridt på skridttælleren og dejlig frisk luft. Det er virkelig det der fungerer bedst for mig, når jeg skal finde mental hvile. 
De mennesker man møder, kan man stort set altid tale med, da vi alle har det samme til fælles: Vores elskede hundebørn. Og i går mødte jeg en kvinde, som - helt uden hun var klar over det - løftede mit energiniveau til noget, der rent faktisk resulterede i en følelse af glæde og velvære hos mig. 
Hun har også Border Collie - hun har to. Og Border Collies er kendt for at være en lille smule racistiske. De foretrækker deres egen race. 
Det betyder ikke, at de er trælse overfor andre hunderacer - Pixi elsker stort set alle hunde hun møder - men Bordere leger bare på en helt specielt måde, og taler tydeligvis samme sprog. Jeg bliver aldrig træt af at se dem løbe rundt sammen. 
Kvinden i går var fantastisk selskab. Det var faktisk lidt som om hende og jeg var to menneskelige udgaver af Border Collies. Vi var helt på samme side, og ingenting føltes forceret eller påtaget. 
Det viste sig, at vi begge har nødsmøger på os, at ingen af os ryger hjemme på egen matrikel og at det er tilladt at gøre det i hundeskoven. Så det bondede vi over sammen med indforstået småfnis og gensidig forståelse. 
Det var så dejlig en oplevelse, og det gjorde mig så glad. Simpelthen fordi jeg føler mig som batteriet i den lyskæde, som jeg tændte for 5 dage siden, og som tydeligvis kører på de sidste krampetrækninger - lysstyrken i pærene taget i betragtning. 
Derude i hundeskoven er der ingen, der forventer en masse af mig, og jeg var accepteret lige nøjagtig som jeg er. 

Så det var med smil på læben og i det mentale kontrolrum, at jeg startede bilen og kørte derfra. Fra en uforstyrret oase til helvedes forgård, skulle det vise sig. 

SuperBrugsen. 

Hvad der skete, aner jeg simpelthen ikke. Jeg trådte ind i butikken med overskud og med en klar plan for mine indkøb, men larmen sneg sig ind på mig i et bagholdsangreb, og så mistede jeg al overblik og overskud. 
Jeg kunne simpelthen ikke huske hvad jeg skulle købe. Jeg gik frem og tilbage et hav af gange for at hente det, som jeg pludselig kom i tanke om, og jeg kunne mærke irritationen og frustrationen over lyden fra de forbandede indkøbskurve på hjul. Jo mere irritationen steg, jo højere blev lydene og jo mindre kunne jeg huske. Al fokus smeltede sammen til en klam masse, som lignede "Slagterens hjemmelavede sylte", der lå der i køledisken og så utrolig uappetitlig ud.  Det var så ubehageligt, og jeg kørte derfra med tårer i øjnene. Men jeg fik det meste med trods alt, og skridttælleren roste mig for at have nået dagens mål. 

Jeg kom hjem, gik direkte ned til min mand, der sad på sit kontor - åbnede døren og sagde: "Jeg har lige brug for du holder om mig". Og så skete der det, som heldigvis næsten altid sker: Hans ro smittede af, og min hjertebanken nåede et normalt niveau igen.

Og så gik jeg i køkkenet. Jeg har en række go-to ting, som hjælper mig, når jeg skal genfinde mental ro. 

1: SIMS. Jeg bygger huse og indretter. Jeg spiller ikke længere spillet. Sidste gang jeg forsøgte, skete der som bekendt det, at efter jeg havde brugt timer på at give dem drømmehjemmet, startede de med at sætte ild til juletræet og sig selv. 
2: Ser Masterchef. Jeg elsker det! 
3: Skriver. 
4: Lytter til podcast om grufulde mord. En psykolog kan nok få en del ud af den oplysning. 
5: Ser videoer på YouTube, hvor en finsk kvinde (Auri Katariina) gør virkelig svinske hjem rene. 
6: Går i hundeskoven.
7: Laver mad. 

Og det gjorde jeg så i går. Lavede mad. Bagte franskbrød, bagte bagels med kanel og rosiner, stegte frikadeller, stegte ribbensteg og lavede leverpostej. Alt sammen med indlagte pauser, hvor jeg lige skulle hen og lure ud af vinduet for at tjekke status på min mand, som havde valgt at bruge søndagen på den trælse tjans med at hoppe i waders og rense vores søer i haven.

Vi sluttede dagen af med glögg og Netflix, og således sluttede dagen heldigvis lige så godt, som den startede. SuperBrugsen: 0 - Undertegnede: 1

Og nu er jeg der, hvor det er i morgen jeg skal tilbage på job, og ærligt talt, så kan jeg ikke helt overskue det. Men jeg tager af sted, så jeg kan få talt med min chef på en ordentlig måde, og så vi kan få sat de punktummer, som vi begge fortjener.

Det her; det er der virkelig intet job, der er værd

Godmorgen! Rise and shine - kl. midt om natten. Igen vågnede jeg kl. "det-er-fandeme-løgn" med hovedet ovenpå en mobil, der var ved at være træt af ikke kunne få vejret, og som var få minutter fra at overophede. 
Min søde mand lå i sin dybeste søvn, imellem os lå den firebenede pelspige og udenfor var det så meget nat, at ikke engang uglerne gad at sige noget, og de plejer ellers nok at have simultan tourettes.
Selv lå jeg med følelsen fra drømmen stadig klæbende til følesystemet. Endnu en nat, hvor jeg har været på arbejde, hvor der var flere ordrer end der var pulsslag i minuttet, og hvor der slet ikke var sekunder nok i et minut.

Jeg hader det! 

Jeg skal starte på arbejde igen på tirsdag, og selv verdens mest uempatiske menneske ville kunne se, at jeg sgu nok ikke er klar. Men jeg ved, at jeg møder ind til en arbejdsdag med stærtk reduceret blus på. Rent metaforisk er vi nok ude i et Trangia, der kører på gasdampene. Så jeg tænker det er et oplagt tidspunkt at rive halvdelen af plasteret af.  Men denne gang kun halvdelen. For hvor jeg før har haft en træls historik med at flå lortet af for at please andre, er jeg nu endelig i en alder af 47 år blevet klogere.  Der er simpelthen intet job i verden, der er værd at prioritere højere end sig selv.
Det skaber bare problemer, misforståelser, gnidninger, sammenstød og smitsom irritation og frustration. 
Så midt i kaos har jeg trods alt fundet et lille hjørne af ro, hvor jeg kan søge hen og trække vejret, og minde mig selv om, at "det-er-kun-en-overgang". 

Kl. er snart 9. Jeg føler det er middag. Men okay, jeg kører også på mit 4. krus kaffe. Henne i brødristeren ligger der et par skiver rugbrød, som jeg ristede for et par timer siden. Jeg er ikke rigtig nået længere.
I min taske ligger mine nødcigaretter. Jeg ryger ellers ikke. Jeg er i hvert fald stoppet, og har ingen intentioner om at blive hverdags- og fuldtidsryger igen. Men jeg har mine nødsmøger og bilder mig selv ind, at ingen andre end jeg ved det. 
Det er så imponerende dumt at man regner med, at ingen kan lugte, når man har smugrøret. Jeg ved det jo godt. 
Jeg har ikke været ude at ryge. Men trangen til at luske op bag hønsehuset og tænde op, er overvældende. Men så kom jeg i tanke om, at også der har vi overvågningskameraer. For fanden...det ville virkelig være topmålet af ynkelighed at blive bustet på den måde. En lille hjemmevideo hvor jeg kommer trissende med krum ryg i min morgenkåbe, sniger mig rundt om den ene ladebygning og om mod hønsegården, hvor man kan se flammen fra lighteren og gløden på enden af cigaretten, som lyser temmelig kraftigt op, når kameraerne kører på nattilstand. 
Nok er jeg umoden og dum på visse områder, men trods alt ikke i en grad, hvor jeg er villig til at udstille mig selv foran et kamera. 

Det er dumt, det ved jeg. Når man kan få en pakke cigaretter til at vare en uge, så giver det lidt sig selv, at det ikke er nikotontrangen, der trækker læsset. Det er en dum ildelugtende vane, som giver et falsk kram. Men jeg er ikke vanvittig stærk på det punkt. 

Jeg smutter. Jeg skal lige debattere med mig selv, om jeg skal vælge rugbrødet over nødsmøgen. 

Taknemmelighed for svin, kalkun og alt det jeg ikke kan se i skoven for bare træer

Min amerikanske svigersøn er landet i Danmark, og med et par dages forsinkelse holdt vi Thanksgiving for ham. Af mange grunde - blandt andet at vi er glade for mad. Men mest af alt fordi vi elsker ham, og det betyder meget for ham, at vi skaber traditioner sammen.
Jeg er den der bedstemortype, som der bliver gjort kærligt grin med i diverse memes. 

Ingen må gå sultne fra bordet, og der skal være rester til dagens efter, som gæsterne kan tage med hjem. 
Så derfor købte jeg selvfølgelig en skinke på knap 5 kg. og en kalkun på næsten det samme. 
Derudover var der glaserede sweet potatos, kartoffelmos, gravy, green bean casserole, tranebærsauce og cornbread. Til dessert en sweet potato pie, som omtrent er den bedste pie jeg længe har smagt.

(Og ja, det er en kæmpe sten, der står midt på bordet. Ikke af æstetiske årsager, men af praktiske). 

Det var en forrygende aften, og helt fantastisk at se den søde amerikaner igen. Næste år håber vi, at hans far og kæreste kan komme med.

I dag er vi startet på det, der er min sidste uge med sygemelding, og jeg har det så ambivalent. På den ene side trænger jeg så meget til en hverdag igen, på den anden side er jeg møg nervøs for at skulle møde. Ironisk nok giver det ekstra stress, og min krop er ikke helt med på det der med at sove. Lige indtil i nat. Jeg vågnede efter 10-11 timer og føler nærmest stadig, at mine læber og mine kinder sover. 
Det skal man være taknemmelig over, og det fik mig til at tænke på, at det muligvis kunne være en god idé at jeg fokuserede mere på alt det, som jeg burde være taknemmelig over, og ikke alt det, som min hjerne forestiller sig er galt og kan gå galt. 
Jeg er meget bevidst om, at jeg i perioder er så overanalyserende og forud-bekymret, at jeg kunne stå i en skov med bark mellem fortænderne, og stadig ikke ville kunne se skoven for bare træer. 
Så det vil jeg virkelig arbejde på at ændre - helt uden at gå i den modsatte grøft og blive en af de der personer, som lever efter "The Secret" princippet - og så skal jeg have styr på min krop.  Jeg har groft sagt forsøgt (ubevidst) at æde mig ud af min elendighed, og uden at overdrive kan jeg sige, at jeg ligner jeg ved ikke hvad. 
Jeg har aldrig været så stor før, og jeg hader det af hele mit hjerte - og jeg hader endnu mere, at jeg kun kan bebrejde mig selv og min totale mangel på rygrad. Men det må ikke blive et stressmoment. Jeg skal se på det som et kærligt knus og puf i ryggen fra mig selv. 

Jeg skal se på det som en personlig rejs...

...som en selvkærlig udvikling og investering, som kommer til at give mig en langt bedre hverdag og et langt sundere selvbillede. 
Det her går ikke længere. Som en person, der var total bøjelig og hypermobil som barn, kan jeg i den grad mærke, hvor meget mine led er belastet. Så jeg skal i gang, jeg skal tage før-billeder, måle med målebånd og hele tiden have et mentalt billede af, hvor fantastisk en ting det er at gøre det for mig selv. 

Jeg har aldrig lært at elske mig selv. Det kunne jeg godt tænke mig. 

Jeg har meget at være taknemmelig over. Blandt andet: 

• Mine børn, som er fuldstændig fantastiske mennesker med alle de rette værdier, og med det liv de har skabt sig. 
• Min mand. Mine søde dejlige sjove mand, som elsker mig lige nøjagtig for den jeg er, og som ser mig og ved ting om mig, som jeg ikke engang selv vidste. 
• Mine bonusbørn, som jeg elsker som var de mine egne. Og mit lille bonusbarnebarn, som er helt perfekt og vidunderlig. (Ja! Jeg er blevet bedstemor, og jeg elsker alt ved det)
• At min mand også hader På Slaget 12, Lars Lilholt og latterlige lorte Pelle fra YouTube.
• Min hund. Min bedste ven, min lille skygge, som er hvor jeg er. Som sover i ske med mig om natten. 
• Veninder, som er der ubetinget. Også selv om vi ikke ses konstant.
• Vores hjem. Åh gud, vores hjem. Aldrig i mit liv havde jeg troet, at det var mig forundt at bo sådan et sted. 
• Mine ben. De er ikke kønne, de er ikke slanke (men jeg tror de er velformerede bag isoleringen), men de kan utrolig nok bære mig endnu, og de kan få mig ud og gå ture, hvor jeg kan få luftet tankerne og finde ro.
• At det er normal adfærd at gå med strømper og sko, og dermed ikke bare tæer i offentlighed. Det ville ekskludere mig fra al social samvær.
• Mine forældre. De to små søde elskelige følelsesmæssigt gavmilde nisser.
  

Ovenstående er muligvis ikke interessant læsning for andre end mig selv, men det var heller ikke formålet. Faktisk er der intet dybt formål med at jeg sidder og skriver her i det fjerneste hjørne af internettet. Det føles rart at kunne gemme mig her. 

En frygtelig tanke slog ned i mig i dag

Mens jeg kørte på motorvejen i dag, sad jeg og lyttede til en tilfældig playliste på YouTube. Der blev trykket forbi en del sange, ford: Kim Larsen, Gnags, PS 12, Rod Stewart osv. Og så opstod der en grim tanke i mit hoved. 
Tænk hvis man (Gud forbyde det) kørte galt. Sådan for alvor. Og bilen trillede rundt og fik så mange knubs, at anlægget satte sig selv i en tilstand, hvor den samme sang blev spillet om og om igen. Og når ambulancen og politiet dukkede op, så ville de blive mødt af "For Evigt" med Volbeat eller endnu værre: Hvis YouTube - lige i det sekund man mistede vejgrebet - slog over på en video med "Pelle"....

....og hvor volumenknappen lige havde fået et kæmpe vrid op på styrke 46 under kollisionen - og det var dét der mødte redningsfolkene. 
Hvis man så tilmed afgik ved døden, så ville dét være en del af ens eftermæle. Det var dog en skrækkelig tanke. 
Bevares, det ville være mere skrækkeligt at omkomme, men selv hvis man overlevede, så ved man jo ligesom godt hvad der ville komme med i den artikel i lokalavisen. 

Det er næsten lige så grim en tanke, som hvis nogen fik adgang til ens søgehistorik på Google. 

Når ens mellemnavn er Hensynsbetændelse

Så er den første uge gået med sygemelding, og jeg sover ad helvede til. Det er ikke just fordi jeg mangler træthedsfornemmelse, men det der med at sove flere sammenhængende timer om natten, det er min hjerne ikke helt med på. Tankerne kører med en tung fod på speederen, og selvbebrejdelserne har åbenbart skaffet sig adgang til en trampolin, og hopper om kap for at blive set. 
Der er så mange ting jeg burde gøre, men jeg kan simpelthen ikke finde energien til det. På samme tid er jeg rastløs, og føler lidt, at jeg er den berømte løve i buret. 

En del af mig har lyst til at raskmelde mig, men når jeg tænker tanken til ende, så kan jeg mærke, at det er for at please andre. 
Jeg lider af kronisk hensynsbetændelse, og senfølgerne af det kan man opsummere ganske kort og konstatere, at dét netop er grunden til, at jeg igen og igen oplever, at jeg bliver puffet omkuld af stress/overbelastning. Der er fra min side en konstant søgen efter anerkendelse fra andre - også folk jeg ikke kender. Så jeg går langt for at please andre i et mislykket forsøg på at passe på mig selv. 

Jeg har ikke lyst til at kaste med sten eller mudder eller placere skylden hos nogen. Lortestressen har rødder flere steder hos mig og i mit liv. Men det er på jobbet den har mest rodfæste. Det med at sige fra er jeg dårlig til. (Hint: Søgen efter anerkendelse). På trods af, at jeg faktisk er ganske klar over, at jeg er hamrende dygtig til mit job, så kan man jo altid blive bedre, ikke? Så hvis jeg bliver bedt om at stå ret, så surrer jeg mig selv fast til en marmorsøjle, så jeg er helt ret. Ikke fordi jeg finder stor nydelse ved det, men intet smager bedre end følelsen af at blive set, accepteret og anerkendt.
Ej, men for fanden, hvor er det dog ynkeligt. Det eneste jeg vinder ved det er modvind.  

Der er intet personligt galt med ledelsen på mit job. Men rent fagligt er det bare røget i hårknude det hele. 
På grund af en kronisk stresstilstand er jeg tildelt fleksjob. (Det bliver fandeme mere og mere komisk og ironisk, dette her). Og når man er i fleksjob, er der som regel nogle skånehensyn. Mit er, at jeg ikke må blive sat i orkanens øje mht. stress. (Jeg sagde jo, at det blev mere og mere komisk). Det betyder ikke, at jeg er ineffektiv. Faktisk er jeg hamrende effektiv, og kan lide at have mange opgaver og arbejde i et højt tempo. Jeg må bare ikke blive kastet fra ting til ting og konstant blive afbrudt, fordi jeg skal jonglere med otte bolde på én gang. 
Jeg har forsøgt at være tydelig, men det må jeg have fejlet med, og det er skrevet helt uden sarkasme, for jeg er meget vidende om, at jeg sender blandede signaler nogle gange. Fordi jeg gerne vil være god, bedre og bedst. 

Så nu er jeg her, hvor jeg på den ene side længe gerne har villet være, og her hvor jeg stresser over at være stresset. Hvor jeg tænker på hvilken version andre har hørt af dette, hvad der tænkes og tales om - hvad jeg burde og hvad jeg ikke burde - og ikke mindst: Hvordan løser jeg den herfra uden hensynsbetændelse, men med respekt for andre og for mig selv?
Jeg synes det er et træls puslespil. Meget mere træls end det "Frozen" puslespil jeg havde gang i i Italien, og som tog længere tid at samle end jeg vil være ved. 

Nå. Det må gå som det går. Der er kun gået en uge. Jeg vil tøffe udenfor nu. Der kommer en kvinde, som har fået lov til at klippe gran til det lokale friplejehjem, og jeg har kokosolie i hele håret, fordi stressen har sat sig som eksem i min hovedbund. Yay! Men til gengæld henter jeg al julepynten i laden i dag. Nu skal det være!