tirsdag den 2. maj 2017

For satan, jeg er for gammel til sådan noget

Hvis nogen havde sagt til mig, da jeg var 16 år. "Bare rolig, når du bliver voksen, ophører de der tøsefnidderfnaddernoget", så ville jeg have troet på det.
Det gør jeg egentlig stadig, for man vælger jo til hver en tid selv, hvad man vil tage del i. Og alligevel havnede jeg i det i dag i en alder af 41 vs. 50+.
Jeg bliver meget træls, hvis folk taler arrogant til mig. Som i: Virkelig træls. Gider ikke tale girafsprog. Siger det som det er.
Arrogance er noget af det mest ucharmerende hos et menneske.  Og på en flot 2. plads kommer min trælshed.

Jeg gider det simpelt ikke. Og når folk agerer sært og derefter tværer den af på mig med et "Der er ik' noget galt" og man tre måneder senere stadig er lagt på så tyk is, at en traktor kunne bungy-jumpe direkte ned i den med et knald uden at efterlade så meget som et bette ridse, så kaster jeg håndklædet i ringen. Og håndklædet er postkasserødt. Samme farve, som den tyren bliver rasende over at se.  Og jeg gør det ikke med tavshed. Jeg gør med trælshed. Jeg indrømmer det gerne. Og jeg er ikke nødvendigvis stolt over det.

Men jeg gider ikke. Jeg gider ikke bruge energi på at lade mig gå på af et andet menneske. Så cutter jeg dem hellere og kommer videre. Jeg er fandeme for gammel til sådan en gang pubertær drama. (EFTER jeg er tændt af, selvfølgelig)
Og gu' er det virkelig træls at lukke døren til noget, som engang var venskab. Og gu' ville jeg da ønske, at der havde været gensidig lyst til at erkende: "Hov, den gik da vist galt der". Jeg magter ikke dårlig stemning. Det er modbydeligt og det er unødvendigt.  Men jeg nægter simpelthen at blive trådt på og derefter mødt af en mur af "Nå?", når man reagerer på den kæmpe elefant, der står og skider midt i stuen og fylder, mens man lader som om den slet ikke er der. It takes two to tangooo, som man siger.
Så jeg river plastret af. Og det giver nok en hudafskrabning og gør ondt. Men ligesom med alt andet, heler det og livet går egentlig bare videre, som det skal. (Og helt ærligt; hvem har proppet citatpulver i min kaffe? Det var da lige godt satans, som jeg kan strø om mig med floskler og talemåder. Må det stoppe med det samme)



Nå, men ...



 Jeg tog en længere skrivepause herfra og kastede i stedet skriftligt op et andet sted. Men så fik jeg hjemve og kan egentlig godt mærke, at jeg mangler et sted, hvor jeg kan lukke luften ud af ventilen og hvor ingen tanker er for små. 


Life goes well. (Hvis man ser bort fra den allergiske tilstand, som jeg efterhånden er i). Ved ikke lige hvad der sker. Underlæbe hæver til cykeldæksstørrelse i perioder. Og jeg er Benadrylmarineret.
Men ellers går det godt. Jeg er officelt blevet moden og er totalt bidt af min mission om at få grønne fingre.  Der bliver plantet. Der bliver slæbt sække med jord og lerpotter hjem i cykelkurven. Og jeg har pludselig fået en nyopstået trang til et drivhus og en bette flagstang. Men nu slår jeg lige koldt vand i blodet og ser, om jeg kan holde liv i de nyindkøbte planter, før jeg laver en større investering.


Og så har jeg lavet de typiske ugennemtænkte Heidi'er. Som selvfølgelig altid involverer noget med mænd. I will maybe never learn. Men hey; engang imellem må man godt lige tilsætte lidt ekstra spice i krydderidåsen. (Og så kunne man jo samtidig begynde at skrive med danske ord og ikke tro, at man lige øger lix-faktoren ved at indsætte et par engelske gloser hist og pist).
Men det har jeg. Og det gav lige lidt ekstra boost på forårskontoen. (I modsætning til varmekontoen, som har plyndret min konto, fordi jeg er en radiatorgris i vinterhalvåret). 
Men typisk mig. Selvfølgelig skal jeg på skovtur med en mand med pæne underarme. Og selvfølgelig får vi parkeret på en kamufleret mudderpark. Og selvfølgelig sætter bilen sig fast. Det er klart. 

Så kan man holde der i midten af ødemarken med hjul, der snurrer rundt uden modstand, mens man skubber på bilen på skift og lægger så meget kraft i, at ens små ballerinasko synker ned i vandpytter og endnu mere mudder. Og hvad er bedre end at ende med at give op og ringe efter vejhjælp, så bilen kan blive trukket fri.
"Hej vejhjælpsmand. Ja, så står vi her. En kold forårsaften. To mennesker i en øde skov. Vi har bare været ude at kigge på egern. I en våd skovbund. Uden jakke og med tynde sommersko på".



Og så er der det knap så tragikomiske:

Jeg overvejer en date. Alt er godt på papiret. Og ved personligheden. Der er bare et lille "men".  Et lille bitte "men"...



Men det er et men ...




Og jeg ved godt, at jeg er overfladisk ...

.
.
.
.
.







Den skal jeg lige have clearet med ham. At han er i samme branche, som hende ovenover.
Nu er jeg jo selv en fastelavnstønde fuld af fejl og K3'ere, så jeg kan groft sagt ikke tillade mig at stille flere krav, end jeg kan indfri selv.
Og hvis sandheden skal frem, så er sådan en hjemmeværner nok i bedre form end mig og har nok også gjort flere nyttige ting for samfundet end mig. 


Men....og altså...nu véd jeg jo ikke, om der kommer en date. Og hvis der gør; om der kommer en date mere. Og mere. Aner det ikke. Men hvis der gør, må jeg altså lige have styr på, om han tåler hjemmeværnsjokes. For det er jeg ikke sikker på, at jeg sådan kan lægge fra mig. 




Ingen kommentarer:

Send en kommentar