Det startede i torsdags. Der skulle komme håndværkere og skifte de der varmeaflæsningsdimser på radiatorene. Normalt sender firmaet en lidt grå mand ud, så stor var min overraskelse (og glæde), da jeg åbnede døren og lukkede to mørkhårede pæne mænd ind.
Og de var i godt humør. Og det blev jeg også, da de trådte ind. Vi grinede, vi pjattede - ja, man kan faktisk godt sige, at der var pingpong og flirt i luften. (Okay-okay, flirten var nok mest fra min side...udelukkende fra min side....men for helvede, mine Simmere i Sims4 får mere sex og kærtegn end jeg gør).
Jeg smilede tandhalsene tørre, jeg grinede af alle deres vittigheder, jeg rystede selv finurlige - men dog kække og nuttede - one-liners ud af ærmet. Selv knolden i mit hår løsnede jeg, så de kunne få hele herligheden serveret. Det gik godt. I was on a roll. Det kørte for mig. Så at sige.
Lige indtil et par timer senere, da jeg gik i kælderen og opdagede, at de ikke havde kunnet finde vaskerummet og derfor havde åbnet dørene til det toilet vi aldrig bruger og som er proppet med flasker, malingbøtter og ting jeg ikke aner jeg ejer - og til rummet, hvor julepynten bor sammen med ½ ton. lort.
Hvad fanden nytter det så, at jeg har siddet i min blomstrede kjole, (der ikke skjuler mine brysters størrelse) og har grinet hjerteligt, mens jeg snoede en hårtot om pegefingeren. Hvad nytter det, at stueetagen er fin og feminin og fyldt med lammeskind og sølvlysestager, når nogen har vendt vrangen ud på kælderen og kylet en håndgranat derned? (Nu er det slut. Har planlagt den store udsmidningsdag med sundhedssøn. Når jeg lige får tid).
Og her stopper det ikke. Overhovedet. For da jeg stod op dagen efter, tog jeg mit tøj fra dagen før - deriblandt min blomstrede kjole - og gik mod vaskemaskinen. Og så ser jeg det. To store indtørrede dejklatter på kjolen - lige der, hvor brysterne fylder mest.
Det er jo bare fedt. Så har jeg siddet der og flirtet og grinet og selv troet jeg var voldsom charmerende (for jeg havde en fremragende hår- og makeup-dag), og så har jeg bare lignet en semi-retarderet idiot med store tørre skorper af dej på patterne.
Det brugte jeg så fredagen på at fordøje. Og så tog jeg på arbejde lørdag med en endnu bedre hårdag. Humøret var højt. Den hårbørste med vildsvinehår var alle pengene værd.
Det var en skide god dag. Lidt kaotisk, men skide hyggelig og livsbekræftende. Lige indtil jeg overså en mælkekasser fyldt med ringbind, som mine ben på besynderlig vis fik viklet sig ind i, hvorefter jeg faldt med et kluntet brag.
Det gjorde lidt ondt. Fysisk. Hvilket de blå mærker også beviser. Men det der gjorde mest ondt var den psykiske smerte.
For lige i dét øjeblik jeg faldt, gled mine ben ligesom ud til hver sin side. Og så kom lyden. Af stof, der bliver flået fra hinanden.
Jeps, mine bukser revnede. Noget så godt og grundigt.
Ude på toilettet tjekkede jeg skaderne og det var grimt. Trevler af iturevet stof hang og dinglede. Og mine lår, baller og trusser var lidt for tydelige at se.
Og hvad gør man så?
Man tager to forklæder på. Et foran og et bagpå. Og så ligner man en komplet idiot de 1.8 kilometer hjem på gåben i blæsevejr, hvor jeg var ved at gå til af skræk for, om forklædet blæste til side bagpå, så dem der gik bag mig, kunne se min manglede trimning af bikini og røvlinje.
