Tilfældige strøtanker

- Hvad er der galt med mennesker, som får en lille stådreng (m/k) af at lefle for mennesker, som de mener befinder sig oppe i de højere sociale luftlag?
Er det fordi de selv døjer med lavt selvværd og derfor er af den mening, at de selv bliver lidt mere vigtige, hvis de kan prale af, at de kender nogen, som alle kender?



- Hvad er det helt præcist folk består af, når de befinder sig i en kronisk tilstand af at være vendekåbe, og hvor de åbenbart fungerer bedst, når de kan bitche og bagtale A til B og bagefter B til A?
Så er det sgu godt nok ikke den sociale IQ, der får dem til at gå oprejst.
I guder, hvor har jeg oplevet det meget på det sidste. Og mine tæer har snart boret sig gennem undersiden af foden, så meget krøller og krymper de. (Okay-okay, mine solide og lidt for lange tånegle er en slagboremaskine i sig selv, men alligevel).
Bevares, det er fint nok at bitche over "fjenden". Hvem kan sige sig fri for det. Guderne skal vide, at jeg praktiserer det til perfektion. Men lad da være med at deepthroate og voldsnave "fjenden" kort tid efter. Det er jo bare ynkeligt.


- Hvorfor har så mange mennesker et problem med at overholde fartgrænsen? Jeg oplever dagligt at jeg trækker en lang lyslarve efter mig af utålmodige bilister, der synes jeg er verdens mest irriterende kælling, fordi jeg tager mig den frækhed at køre lovligt?
Og så får man det lange lys direkte i nakken og op i bagspejlet, så man fandeme ser stjerner og lysglimt for øjnene de næste to dage.
Røvhuller! Sådan noget får den værste kost op i mig. Jeg tager lige lidt ekstra af hastigheden, drejer bagspejlet og placerer mig lidt længere mod midten. Hvis vi skal lege "hvem er det største og mest irriterende asfaltsvin", så skal vi gøre det ordentligt. Mrm. Harh!


- Jeg har 12 lyskæder i brug pt. 14 med dem på juletræet. Er det for meget. I overkanten?


- Hvordan kan det være, at dem der altid brokker sig mest over flygtningene, altid er dem, der har flest problemer med stavning og nutids-r? Og et overforbrug og forkert placering af udråbstegn. Det kan umuligt være en tilfældighed.

"Skide flygtninge! Så kommer de bare her og køre over grænsen. Sq da for dårligt !!!!! Danmark er for Danskere. (Og semi-ordblinde, kan jeg regne ud). De skal bare hjem igen! Imorgen og helst idag. Og jeg ska med glæde kører dem til toget !!!!!!!!!! Jeg vender mig aldrig til dem. (Men vænner du dig? Se, det er spørgsmålet). Jeg var gal igår og jeg er gal inu".


- Gad vide, om jeg nogensinde lærer korrekt kommatering?


- Bandidos...Hvad er det for et navn til en bande? Seriøst? Nu har jeg generelt ikke mange høje tanker om bander og rockere, men hvorfor vælger man ikke noget sejt, når man allegivel ER i gang med at opføre sig latterligt?
Bandidos lyder mest af alt, som om en flok midaldrende mænd har fået en idé om at starte en bande en tilfældig torsdag aften over et par bajere i Flemmings garage, hvor Gert har foreslået, at de skulle kalde sig for "Banditterne". Det syntes de andre var en okay idé - ingen andre havde bedre forslag. Lige indtil Karsten kom med sit bud. For han havde lige været 14 dage til grisefest på Mallorca og han havde set den der film med Olsen Banden, hvor Yvonne "talte spansk" og bestilte "los kotelettos" og "los colas" - så han syntes det ville lyde sejt (og lidt internationalt) at kalde banden for "Bandidos".

Jeg forstår det ikke. Det indgyder ikke ligefrem spænding i nervesystemet.

Hvis veganerne passer deres bønner, så passer jeg mit kvæg

*** Flg. gælder ikke alle veganere/vegetarer. Jeg kender mange søde og normale af slagsen, ***

Jeg er som hovedregel fuldstændig ligeglad med, hvilken gastronomisk livsstil folk har valgt. Det rager ikke mig, om de er veganere, vegetarer, pescetarer eller om de kun indtager føde, når månen er i godt humør. Deres valg, deres liv.

Jeg tøffer ikke ind på deres side og smider en bacon vittighed. Og jeg håner dem ikke, når jeg kyler et steak-billede på Facebook eller Instagram.

"Har I set min blodige aftensmad? Det er sgu noget andet, end en tot marineret halm. Rigtige kvinder spiser kød, der bløder. #Dødoveralledyr #dødvedkølle #BambamIshotthecow"

Jeg passer mig selv og mit mad og går egentlig mere op i langtidsprognoserne hos DMI og Hvid Juls-barometeret, end hvad andre spiser.



Det ville klæde en del veganere at gøre det samme.


Ej, men jeg magter fandeme ikke, hvordan nogen af dem nærmest er forelsket i sig selv for det gode og fantastiske Guds barn de er. Man møder sjældent et folkefærd, der er mere stolte af sig selv, end de er. Det er jo faktisk udelukkende deres fortjeneste, at der er ilt nok til os alle. Og det virker nogle gange som om de ikke er helt tilfredse med, at vi kødspisere tager os den frihed at indtage luft, som vi vel nærmest ikke har gjort os fortjent til. Egentlig burde vi vel snige os ud til Gårdmand Olsen og springe ind foran boltpistolen og tage en kugle for svinet?

Senest har jeg læst en kommentar fra en kvinde, som mener vi ikke-veganere er hykleriske, fordi vi ikke vil drikke hundemælk, men gerne komælk. Og det eneste jeg ved med sikkerhed er, at jeg fremover aldrig nogensinde skal sige ja tak til mælk i kaffen, hvis jeg besøger en veganer.


Vi er hykleriske, vi er mordere, vi er bødler, vi er skyld i dommedag og det er sikkert også vores skyld, at DSB kører i en helt anden tidszone.


Jeg synes det er glimrende, at de lever og spiser, som de gør. Eller...jeg er faktisk ret ligeglad, for at være helt ærlig. Hvis det fungerer for dem, er alt vel som det skal være? Men for fanden, hvor bliver jeg øfferen over, at de får et eller andet kick ud af at hævde sig selv så meget og samtidig nedgøre os kannibaler.


Og nej, det får mig ikke til at droppe kødet eller mælken. Og nej, jo, jeg spiser stadig med største velbehag vingummi efter at have set den skræmmevideo du smed op med masser af døde svin og vingummibamser i én stor velsmagende pærevælling af en grisesti at være.


Jeg elsker en rød steak. Jeg elsker et glas koldt mælk. Jeg ville græde, hvis jeg fik serveret soya-risalamande juleaften. Og ost er omtrent Guds gave til menneskeheden. Og nej, jeg er ikke ligeglad med dyrevelfærd. Jeg har bare ikke et behov for at hverve fans på Facebook og reklamere med hvor meget godt jeg gør og hvor meget jeg fortjener 350 likes og en gratis pose "smæskesvær", som i øvrigt lyder enormt klamt.

Undskyld, veganere, men det gør det sgu. Friturestegt rispapir og peanuts?


Jeg kan sagtens undvære kød i flere dage. Og jeg gør det ofte. Af hensyn til mine tarme og mine medmennesker. For det giver mig altså labradormave og en stank af rendyrket had ud af endetarmen.
Og fordi salat og falafer og rodfrugter bare er enormt lækkert.
Men der er bare intet som en rød steak og en gang hjemmelavet bearnaise. (Eller K-Salats variant). Det smager af livskvalitet. Og ikke af ondskab.
Bevares, jeg indrømmer da gerne, at jeg foretrækker at ignorere tanken om en bette ung ko, der skulle dø, for at jeg kunne sætte tænderne i en steak. Men sådan er der så meget. Jeg har også ondt af de bananklaser jeg skiller ad og af mit gamle tv, der blev skiftet ud med en ny model.

Jeg lukker ofte øjnene for det, der gør ondt. Det kan man selvfølgelig godt kalde hyklerisk. Det kan man da. Men lad mig om det. Jeg gider da ikke finde mig i, at en flok veganerer står og truer mig hånligt med en porre.

Så kære veganere; prøv lige at kravl ud af røven på jer selv. Jeg synes I er søde som I er. (Indtil I åbner munden og næsten sammenligner mig med nazi'erne). Det pis gider jeg egentlig ikke. Det er faktisk pænt latterligt.

Argh, men fuck da de Google-citater

Dette billed viser meget godt, hvorfor jeg har et anstrengt forhold til "kloge citater" nogle gange.

1: Jeg savner min bedstemor. Hvad er telefonnummeret til himlen?
2: Ikke alle tager imod en invitation.
3: Ikke alle vil forstå. Ikke alle kan forstå.
4: Okay...hvad er de syv rigtige tal til den store fede Lotto gevinst?
5: Korrekt. Sig det pænt, hvis du har kritik. Det er rigtigt. Men det fjerner sgu da ikke det jeg ikke kan lide. Jeg kan ikke lide Joacim B. Olsen. *Puf* Satans også...han er her endnu.
6: Ja, jeg siger da altid, hvis jeg kan lide noget. Gør folk ikke det?
7: Jeg vil gerne have stuklofter og en pejs. Jeg HAR spurgt om det. Udlejer siger nej.
8: Fuck dig, latterlige åndsbollede citat. Hvis man bare skulle "let it go" til stressen...hvis det var så enkelt, så tror jeg sgu ikke stress eksisterede.
9: "Love someone...say it". Mrm...klart klart. Og hvad så? Får man så vedkommende? Narhh.



Hvad er din pointe, Google?

Nå, så har jeg haft vild sex igen

Mine drømme har altid været meget tilfældige og uden nogen form for rød tråd. Men de her sexdrømme er altså ved at tage overhånd.

En ting er at jeg flere gange har haft sex med Søren Ryge, Gordon Kennedy og Thomas Blachman. Det er bare sært. Men igen i nat har jeg åbenbart haft temmelig heftig sex med en kollega. Igen. Og det begynder at gå mig på.
For mine drømme er meget livagtige. Og meget detaljerede. Og jeg er efterhånden på et punkt, hvor jeg bliver befippet, når jeg står overfor kollegaen igen og taler med ham. Jeg lader selvfølgelig som ingenting, men min hjerne bliver ved med at råbe til mig:

- DU HAR SET HAM NØGEN!

- BAG LYNLÅSEN ER HANS DILLER. KAN DU HUSKE DEN? JOEH; DU KAN!

- DE DER HÆNDER HAR VÆRET PÅ DIG!

Min hjerne udvikler fandeme nærmest tourette. Og jeg gider det egentlig ikke. Det er belastende og det giver ingen mening med de drømme. Det er ikke ligefrem fordi vi har gang i noget i kopirummet.
Og det er jo lige før jeg bliver fornærmet og føler mig udnyttet, når han ikke lige hvisker et diskret "tak for sidst" til mig.


Nå...

Men det er jo bare en drøm. Det betyder sikkert bare, at jeg skal huske et eller andet på jobbet eller at vi har et sundt arbejdsmiljø.Og så skal jeg bare huske at holde kæft med det og ikke pludselig føle, at det er et skide sjovt samtaleemne til julefrokosten om ikke så længe.
Jeg klarede det fint sidste år. Ingen af dem aner, hvor kærlig jeg har tendens til at blive, når alkoholen overtager min personlighed.


Det gør dem på radioen til gengæld...

Men hey; i det mindste bliver jeg ikke til en kværulant, når alkoholen rammer.

Jeg har været i motionscenter i dag

Jeg tog min nevø med til hans genoptræning i dag. På sygehuset. I genoptræningsrummet, hvor der var masser af maskiner. Og dem skulle jeg selvfølgelig prøve.

Motionscyklen gik glimrende.

Crosstraineren ditto. 

Balancetingesten knap så godt, men der var gelænder jeg kunne støtte mig til.

Og så var der den der maskine-tingest, hvor man skulle sidde på et sæde og bøje benene op foran og op på en plade, som man skulle skubbe til med benmusklerne, og så kurede sædet tilbage. Og frem. Og tilbage. Og frem. Osv-osv-osv. 

Og så gik det lidt galt. Sædet røg helt frem og mine ben bøjede helt op til under min hage. Og så sad jeg der. I min korte nederdel med benene så langt op ad overkroppen, at min røv og trusser var helt blottet og alt for meget ude i det fri. Helt presset sammen på midten.

Men jeg kan da konstatere, at min mave har airbag-effekt...

"Nå, men når JEG kunne, så kan alle andre da også!"

Man bliver klog af erfaring., Og nogle gange også stærkere. Og det er jo fint og flot og oprigtigt godt.
Men hvad der er knap så fantastisk og beundringsværdigt, er de typer, som efter en nedtur, pludselig er überseje mennesker med en nyopereret rygrad af giga-hårdt jern og med et total fravær af empati for andre mennesker, som står i midt i lorten.

"Jamen, hørnuher...*her smiler vedkommende vigtigt og tydeligt selvtilfreds over det, som snart undslipper deres læber*...det handler om at tage sig sammen og finde styrken. Det gjorde jeg og se, hvor jeg er nu! Jeg var ikke kommet så langt, hvis jeg bare havde sat mig ned og tudet. Du skal kæmpe! Ingen gør det før dig! Tag ansvar, vær din egen lykkes smed!....*Her er vedkommende så rank i ryggen, at deres isse støder mod loftet i stuen*.


Jamen, kæmpe tillykke. Lad mig trykke dig i hånden og dette kræver vist nærmest, at jeg nejer for dig.
Er det nu jeg skal minde dig om dengang, hvor DIN verden var en lort og hvor du bestemt ikke havde rygsækken fyldt med styrke og gå-på-mod? Eller din salgstale gælder måske kun fra det øjeblik, hvor du så lyset igen?


Jeg kan ikke tydeligt nok fremhæve, hvor meget kvalme sådan en gang dobbeltmoral og virkelighedsflugt, udløser hos mig.
Og det er de samme typer, som efter et vægttab eller et rygestop, bliver de mest selvfede vathatte, der nærmest bliver lidt småforelsket i dem selv.

"Når JEG kunne, så kan alle! Mrm!".


Det siger du ikke? (Igen og igen og igen og igen). For du er måske alt det, som kloden drejer rundt om? Ingen er mere vigtig end dig? Ingen har oplevet værre ting end dig? Og ingen kampe er så slemme, som dine har været?
Wow. Det er alligevel et imponerende (og må jeg være så ligefem og sige: sygeligt) syn du har på dig selv. Og må jeg give dig stående bifald for dit totale fravær af humanitær intelligens.

Jeg foretrækker autentiske mennesker. Ikke selvbestaltede Google-psykoterapeuter.

Jeg har splittet en familie ad

Med de bare næver. Med et enkelt snuptag, rev jeg en familie itu. Og den dårlige samvittighed har hjemsøgt mig lige siden.


Der var tilbud på 8 bananer. Der var kun klaser med syv bananer. Ingen med 5 og 3. Eller 4 og 4. Og ikke engang noge single-bananer, som lå og og var fravalgt og som jeg kunne tage med hjem og redde dem fra ensomheden.  Jeg var nødt til at rive en enkelt banan fra dens familie og tvinge den ind i en ny.


Det var ikke så godt. Og nej, jeg skriver faktisk ikke engang dette i sjov. Det er ret seriøst ment. Stakkels bananfamilie :-(



Så grundet dagens tragedie, kommer her dagens liste - i én stor pærevælling.

• Var til lillebrors fødselsdag i weekenden. Voldsomt hyggeligt - jeg nyder at have sådan en skøn familie, hvor der er garanteret latterkramper, hver gang vi er sammen.
  
• Niece på 8 år, gjorde mig (igen) opmærksom på, at jeg trængte til at få klippet spidserne af mit hår. Tusind tak! Hvornår fanden blev børn bevidst om, at spaltede hårstrå er noget, der eksisterer? Sgu da ikke normalt.
  
• Lillebrors (og hans families) kat lå trygt og sov i mit skød længe. Lige indtil jeg fik luft i maven og jeg troede, at jeg kunne snige den ud.
  Det var en af de heftige, hvor der er så meget tryk på, at den arbejder sig op gennem lårene når man sidder ned - og forlader ens skræv foran.
  Katten skred lynhurtigt. Faktisk i et så rask tempo, at min strømpebuks blev revet.
  Jeg skammede mig ikke engang. Faktisk er jeg så ucharmerende, at jeg brød sammen og grin og fortalte hele bordet, hvad der var hændt.
  
• Jeg er blevet meget bevidst om, hvor mange unoder jeg har lært mig selv som bilist. Det er sådan noget, der sker, når man har en motorsagkyndig med sig i bilen. Hvilket jeg stort set har haft, når sundhedssøn sidder ved siden af, som passager. Han har lige bestået køreprøven og jeg ville sikkert dumpe sådan en med et brag, hvis jeg skulle op i dag.
  Jeg kan i hvert fald konstatere, at det der med orientering i spejle, ikke er noget jeg gør så meget i.
  
  Men gud, hvor jeg nyder at have bil pt. Og jeg er virkelig taknemmelig over at have verdens bedste eks-boss.
  
• Radioen og avisen, som jeg har skrevet klummer til/for de sidste par år, er lukket og slukket. Meget pludseligt fra den ene dag til den anden.
  Det er selvfølgelig trist for dem. Men omvendt havde jeg det også sådan lidt: "Skal man ikke bare stoppe, når man synes emnerne er udtømt?" (Her mener jeg mig og mine klummer - ikke radioværterne) Det er trods alt begrænset, hvor meget der sker i Silkeborg. Og med deres lukning, behøvede jeg ikke sige noget.
  Jeg vil stadig gerne skrive klumme, men så vil jeg have "mere plads at brede mig på". Hos avisen/radioen, skulle jeg skrive lokalt. Det gider jeg ikke konstant. Jeg vil gerne stikke rørepinden ned, hvor det er interessant, aktuelt og sjovt/udfordrende. Silkeborg ER ikke ligefrem en metropol.
  
  
  

Julen nærmer sig. Og den ER ankommet i mit hjerte, Jeg har i dag kogt klejner og bagt vanillekranse. Duften burde kunne komprimeres og laves til olie til duftlamper.

Når man står på sidelinjen og hverken tanker eller tårer nytter en skid

Livet er vidunderligt. Men nogle gange er livet også en kælling. Og det er den i dag mod en sød kvinde.
Jeg vil ikke udlevere hende eller hendes historie. Men jeg vil bare minde jer om, at livet er vidunderligt og at det er alle de små ting, der betyder noget og som skal værdsættes.

Det er skide ligemeget, hvad du tjener og hvor mange fine materielle ting du ejer.
Det er bagateller, at du fryser pga. frostvejret. Tag en lun hue på og noget varmt tøj, så er problemet ikke større.
Lad være med at bekymre dig over dine ekstra kg. på kroppen. Det betyder ikke en dyt i det store hele billede.
Stop med at bruge energi på at være ked af, at du endnu ikke har mødt din eneste ene. Og op i røven med om du har overtræk på kontoen.

Nyd, at du har muligheder for at udleve nogle af dine drømme. Værdsæt, at du er her.
Sæt pris på vejret, på din dyne, på din morgenkaffe, på et sprødt æble, på et latteranfald, på et varmt bad, på en lang gåtur, på frisk bagerbrød, på en god film, på et hyggeligt regnvejr, på et fodbad.

Husk hvad du har og ikke hvad du mangler.


For for nogen mennesker er det alt de drømmer om. Alt det, som vi tager som en selvfølge - som en naturlig del af hverdagen. Noget vi bare gør, har eller kan - uden at tænke over det.
Det er det de drømmer om, men som snart bliver taget fra dem, fordi uretfærdigheden slukker lyset.


Jeg har grædt så meget det seneste døgn over hendes opdateringer på Facebook. Jeg har forsøgt at skrive de helt rigtige ord, men de findes ikke. Der er intet, der kan ændre på hendes situation. Og det er så pisse sørgeligt og urimeligt. Og det gør så ondt at læse hendes ord. Man kan føle hendes frygt ud gennem skærmen. Men der er intet man kan gøre.


For fanden altså...

Sig det med et billede

Ach, du lieber autobahn

Min søn har fået kørekort. Min søn. Det var lige i forgårs han rendte rundt med små tykke ankler og var dybt afhængig af mig. Og nu kører han bil. Helt lovligt.

Hvem trykkede på fast forward?

Og ærligt talt; da han og Uglen kørte en tur i går, var jeg nærmest i en sær trance-tilstand dyppet  i en sø af what.the.fuck?
Det er sgu sært at se sine to børn sætte sig ind i en bil, høre bilen blive startet og se dem trille afsted. På gaden. Hvor der er andre kørende køretøjer. Og cyklister. Og fodgængere.

Og så kørte de på Mc Donalds og i Elgiganten, hvor Sundhedssøn lige hjalp søster-ugle med at få byttet et ødelagt headset. Til et nyt og langt dyrere. Fordi han har ret overbevisende overtalingsevner og en noget mere myndig fremtoning i en sådan situation, end jeg har. (Der er noget med mig og Elgigantens bytteservice. Jeg bærer stadig nag over den nar, der var en jubelidiot for fire år siden).

Alt imens gik jeg rundt hjemme i cirkler og lyttede som en labrador efter bilen og var tæt på selv at starte bilen og snige mig ud i trafikken som en Sherlock Holmes og lure efter dem.

De er voksne. Mine to arvinger. Mine to guldklumper. Og nogle dage har jeg stadig lyst til at snige mig ind på deres værelser, når de sover - blot for at se dem sove. Ligesom jeg gjorde, da de var små.

Det bliver bare svært at føre ud i livet, eftersom jeg er den her i hytten, der går i seng til pensionisttid.