*** Flg. gælder ikke alle veganere/vegetarer. Jeg kender mange søde og normale af slagsen, ***
Jeg er som hovedregel fuldstændig ligeglad med, hvilken gastronomisk livsstil folk har valgt. Det rager ikke mig, om de er veganere, vegetarer, pescetarer eller om de kun indtager føde, når månen er i godt humør. Deres valg, deres liv.
Jeg tøffer ikke ind på deres side og smider en bacon vittighed. Og jeg håner dem ikke, når jeg kyler et steak-billede på Facebook eller Instagram.
"Har I set min blodige aftensmad? Det er sgu noget andet, end en tot marineret halm. Rigtige kvinder spiser kød, der bløder. #Dødoveralledyr #dødvedkølle #BambamIshotthecow"
Jeg passer mig selv og mit mad og går egentlig mere op i langtidsprognoserne hos DMI og Hvid Juls-barometeret, end hvad andre spiser.
Det ville klæde en del veganere at gøre det samme.
Ej, men jeg magter fandeme ikke, hvordan nogen af dem nærmest er forelsket i sig selv for det gode og fantastiske Guds barn de er. Man møder sjældent et folkefærd, der er mere stolte af sig selv, end de er. Det er jo faktisk udelukkende deres fortjeneste, at der er ilt nok til os alle. Og det virker nogle gange som om de ikke er helt tilfredse med, at vi kødspisere tager os den frihed at indtage luft, som vi vel nærmest ikke har gjort os fortjent til. Egentlig burde vi vel snige os ud til Gårdmand Olsen og springe ind foran boltpistolen og tage en kugle for svinet?
Senest har jeg læst en kommentar fra en kvinde, som mener vi ikke-veganere er hykleriske, fordi vi ikke vil drikke hundemælk, men gerne komælk. Og det eneste jeg ved med sikkerhed er, at jeg fremover aldrig nogensinde skal sige ja tak til mælk i kaffen, hvis jeg besøger en veganer.
Vi er hykleriske, vi er mordere, vi er bødler, vi er skyld i dommedag og det er sikkert også vores skyld, at DSB kører i en helt anden tidszone.
Jeg synes det er glimrende, at de lever og spiser, som de gør. Eller...jeg er faktisk ret ligeglad, for at være helt ærlig. Hvis det fungerer for dem, er alt vel som det skal være? Men for fanden, hvor bliver jeg øfferen over, at de får et eller andet kick ud af at hævde sig selv så meget og samtidig nedgøre os kannibaler.
Og nej, det får mig ikke til at droppe kødet eller mælken. Og nej, jo, jeg spiser stadig med største velbehag vingummi efter at have set den skræmmevideo du smed op med masser af døde svin og vingummibamser i én stor velsmagende pærevælling af en grisesti at være.
Jeg elsker en rød steak. Jeg elsker et glas koldt mælk. Jeg ville græde, hvis jeg fik serveret soya-risalamande juleaften. Og ost er omtrent Guds gave til menneskeheden. Og nej, jeg er ikke ligeglad med dyrevelfærd. Jeg har bare ikke et behov for at hverve fans på Facebook og reklamere med hvor meget godt jeg gør og hvor meget jeg fortjener 350 likes og en gratis pose "smæskesvær", som i øvrigt lyder enormt klamt.
Undskyld, veganere, men det gør det sgu. Friturestegt rispapir og peanuts?
Jeg kan sagtens undvære kød i flere dage. Og jeg gør det ofte. Af hensyn til mine tarme og mine medmennesker. For det giver mig altså labradormave og en stank af rendyrket had ud af endetarmen.
Og fordi salat og falafer og rodfrugter bare er enormt lækkert.
Men der er bare intet som en rød steak og en gang hjemmelavet bearnaise. (Eller K-Salats variant). Det smager af livskvalitet. Og ikke af ondskab.
Bevares, jeg indrømmer da gerne, at jeg foretrækker at ignorere tanken om en bette ung ko, der skulle dø, for at jeg kunne sætte tænderne i en steak. Men sådan er der så meget. Jeg har også ondt af de bananklaser jeg skiller ad og af mit gamle tv, der blev skiftet ud med en ny model.
Jeg lukker ofte øjnene for det, der gør ondt. Det kan man selvfølgelig godt kalde hyklerisk. Det kan man da. Men lad mig om det. Jeg gider da ikke finde mig i, at en flok veganerer står og truer mig hånligt med en porre.
Så kære veganere; prøv lige at kravl ud af røven på jer selv. Jeg synes I er søde som I er. (Indtil I åbner munden og næsten sammenligner mig med nazi'erne). Det pis gider jeg egentlig ikke. Det er faktisk pænt latterligt.
