tirsdag den 28. juni 2016

Hvad skal vi nu, lille du?

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været så tavs med indlæg. Jeg kan faktisk heller ikke rigtig svare på, hvorfor.
Det går fint. Det hele. Og alligevel ikke. Og det er dét jeg ikke kan sætte ord på. Hvilket skræmmer mig, for jeg plejer at fare til tasterne, før jeg åbner munden.

Jeg er ikke trist, når jeg vågner om morgenen. Jeg sover som regel glimrende. Familie, venner og job er som det skal være. Jeg griner af ting. Jeg glædes over ting. Jeg blev endda oprigtig glad på en eks' vegne, da jeg fik at vide, at han var blevet gift. Umiddelbart er alt, som det skal være.
Og alligevel rammes jeg af en hammer om aftenen. Et ordentlig gok i hovedet og så bliver jeg trist. Helt sindssyg trist. Helt ind til knoglen. Sådan en bidende led smerte.
Det er svært at forklare, når jeg ikke engang selv er klar over hvad og hvordan og hvorfor. Det gør bare ondt. I følelserne. Dumme ting fra fortiden bliver ved med at dukke op. Ting, der ligger 8,9,10 og 14 år tilbage i tiden. Ting, jeg ikke gider tænke på. Ting, jeg har bearbejdet. Ting, der bare skal glemmes. Og ting og bekymringer, der bare popper ud af nutiden - helt ud af det blå. Uden jeg har skænket det en tanke i løbet af dagen.
Men mest ting fra dengang. Fra fortiden. Fra før rynkerne lavede bremsespor i mit ansigt.

Jeg aner ikke hvorfor. Men jeg er træt af det. Træt af at blive hevet tilbage. Træt af at have ondt i følelserne med tilbagevirkende kraft. Pisse træt af at græde, inden jeg skal sove. Det forstyrrer jo min kvalitetstid med flystyrt og konspirationsteorier på skærmen.
Ærligt talt, så synes jeg det er pisse unfair. Og det dræner mig for energi.

Så jeg hev stikket lidt. Helt ufrivilligt. Og har forsøgt at omgive mig med ting og mennesker, der giver mig noget godt.
Og jeg er blevet tykkere. Og jeg har slet ikke orket at gøre noget ved det. Hvilket også skræmmer mig. Det er jo ikke dét jeg gider gøre mod mig selv.

Nu har jeg købt mig ørebøffer. Kæmpe store ørebøffer med god lyd, så jeg kan nyde musik i ordentlig lydkvalitet, når motionen skal integreres i min hverdag igen.
Kæft, de er store. Jeg ligner en komplet idiot med lidt for store ører. Men lyden er vigtig. Og når man ringer til den lokale pizzapusher, fordi pitabrødene til teenagerne og jeg er forsinket og man kun når at sige sit fornavn og de svarer: "Årh, det er dig på Rødhættevej? Hehe. Han er lige kørt.", så må det bare få en ende.

Fandeme pinligt. Jeg bestiller jo kun online. Det er jo ikke fordi de genkender min stemme.


Og så tog dagen lige en træls drejning mere. Røg i kæmpe diskussion med en af de tætteste veninder. Tolkede forkert og kylede røret på. Det har jeg ikke gjort i mange år. Ikke engang til tlf. sælgerne.
Var nu ikke fordi jeg var dramatisk. Jeg kunne bare mærke, at diskussionen var ved at tage en drejning, hvor det begyndte at gøre ondt. Og så flygtede jeg.
Ringede hende op en halv time senere og pippede et: "Undskyld, jeg skulle bare lige dampe af". Og så var alt heldigvis godt igen.
Satans også, når nogen kender en så godt, at de rammer plet lige der, hvor det gør ondt. Men ogsdå en velsignelse. Trods alt. På en sær måde.

Og så blev jeg udmattet. Og fik ondt af mig selv. Har ligesom klemt hånden på arbejdet i dag. Det var egentlig ikke nogen stor skade, men selvmedlidenhed har aldrig skadet nogen i små doser.
Så jeg trøsteshoppede lige der, hvor det luner mest: Flere parfumer.

Ja, jeg har mange. Jeg har muligvis rigeligt, ville onde mennesker nok sige. Men når man ikke er så køn i konstruktionen, må man jo i det mindste dufte dejligt.

Så nu vil jeg læne mig tilbage med Uglen og spise lidt hjemmelavet mad, som ikke stammer fra en papæske. Og glæde mig til Asti og Ugleshow (fuglen, ikke datteren) med jobbet i morgen.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar