mandag den 11. januar 2016

Jeg var så glad for min cykel...

Men nu mangler den luft i baghjulet. Den er ikke flad-flad, men det er som om den er sværere at køre på. Og det bumper lidt ekstra op i tissekonen, når man kører over ujævne strækninger.

Jeg har heller ikke fået købt nye lygter. Faktisk har jeg nogen liggende, men jeg har heller ikke fået købt batterier. Og så er det bare nemmere at købe nye. Men det har jeg ikke fået gjort.
Så på vej på arbejde, trækker jeg det første stykke. Når jeg så er kommet forbi den strækning, hvor der går flest folk og når jeg ved toget ER kørt og at der derfor ikke kommer flere passagerer småløbende, så hopper jeg på cyklen og cykler på fortovet resten af vejen.

Man må ikke. Men det er jo bare i et villakvarter. Og jeg er opmærksom.

Vejen på arbejde går strygende. Det går næsten kun nedad. Jeg når at få bildt mig selv ind, at jeg er i en virkelig god form.
Men så får jeg fri. Og så er det knap så sjovt. Det flade baghjul hævner sig på stigninger. Benene begynder at værke. Først som en prikken i bagbenene. Senere som 800.000 indvendige nåle, der prikker hul på mine muskler.
Et enkelt sted på vejen hjem, går det nedad. Her sætter jeg i højeste gear (som er 3.) og træder som en vanvittig. Her gælder det om at få så meget fart på som muligt, så den kommende bakke ikke ydmyger mig på offentlig gade. Så den får ikke for lidt. Ballerne danser vandret over sadlen. En slags salsa. Hele hoftepartiet er i fuld vigør og jeg nærmer mig en tophastighed på 26 km/t, da stigningen begynder.
Det starter godt. Jeg er stadig i 3. gear. 15 meter senere er jeg i 2. Og så bliver det hårdt. Rigtig hårdt. Trussen sidder forkert og begynder nu at gnave i lysken. Skamlæben er blottet i højre side og gnider sig nådesløst mod sadlen. Hastigheden daler. Hurtigt. Benene syrer. 1. gear. Jeg er tæt på at flatline, men nægter at give op. På fortovet går en mand. Jeg skal forbi ham og jeg vil ikke have han hører, hvor udmattet jeg er. Så jeg holder vejret og laver trutmund og lader som om jeg bare sidder her og hygger mig og trutter/fløjter ud i luften, mens jeg nyder en stille cykeltur. Kommer forbi ham. (Han går imod mig, så jeg skal heldigvis ikke bekymre mig over, om han når at overhale mig) Og så puster jeg ud. Det er frygteligt. Det føles som om hele luftrøret breakdancer.
Og så ser jeg noget ud af venstre øjenkrog. Noget gråt og gammelt overhaler mig. Et menneske på cykel. Et menneske, der blev født, da "Borte med Blæsten" blev indspillet.
Total overlegen. Siddende helt stille på sin bordeauxrøde cykel med skærmbeskytter i klar plast. Wuuush...forbi går det. Og da vedkommende trækker ind foran mig og lidt for hurtigt skaber afstand, hvor en lastbil med hænger snildt kunne parallelparkere, hører jeg det. Den summende lyd fra den lille boks på vedkommendes bagagebærer.

Har ikke lyst til at tabe ansigt. Jeg har tabt ansigt. Men trangen til at redde det, er altoverskyggende. Og jeg er et splitsekund fra at brøle et: "Snyyy-yy-detamp". Og jeg ville have gjort det. Hvis jeg havde haft luft i lungerne til det.


Nu går jeg på arbejde. Det får man også mere motion af. Og mit bagdæk skal jo ikke ødelægges.


På vej hjem fra arbejde i dag, spottede jeg en ældre herre på en sidevej. Jeg overhalede ham. Og i dag var det min tur til at lægge en overbevisende afstand. Men jeg havde også "Rumour has it" med Adele i ørene og gik i takt med musikken. Det er hurtigt. Når man har ben, der er omtrent 60 cm. lange.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar