torsdag den 17. september 2015

Den dag jeg var en dårlig mor

Jeg er ikke fejlfri. Jeg er ikke den perfekte mor. (Men hvem er også det? Bortset fra selvudnævnte mor-bloggere og klummeskribenter, som inden kl. har passeret 7:15, har bagt 56 klidboller, fodret børnenes økologiske kaniner, vækket børnene med stjernedrys og hjemmekogt marmelade af jordbær, som blev plukket ved solopgang, strikket en sweater og syet et fastelavnskostume, som udstiller alle andre mødre i klassen som hjernedøde Fætter BR mødre).

Nej, jeg er ikke perfekt.


Jeg har bandet af mange bilister, mens børnene sad på bagsædet. Kaldt fremmede mennesker for fatsvage gamle idiotiske blødhatte og fuckhoveder. Og gestikuleret med langemand.
Jeg har serveret røde pølser for dem. (Men det er mange år siden! Og det var til svensk pølseret).


Men én ting overgår dem alle.

Det var en stille morgen. Sundhedssøn havde været syg af omgangssyge et stykke tid og lå derfor hjemme og skulle blive i sengen og ikke i skole.
Så jeg havde masser af tid til mig selv om morgenen. Ingen madpakker at smøre. Ingen stress. Ingen kø ved badeværelset. Troede jeg...
Midt i udspartlingen af ansigtet, bankede det på døren. Det var min søn. Som gerne ville ind. Men jeg var jo altså i gang med mascaraen og bad ham vente.
Et par minutter senere, puslede det ved døren igen og det samme gentog sig. "Giv mig to minutter!", hvæsede jeg ud gennem tænderne.
Og så blev stemmen desperat derude. Og så blev der stille. Og jeg tænkte jo bare, at han havde indset, at enhver mor har krav på privatliv på badeværelset om morgenen.


Ej, men for fanden! Jeg var verdens ledeste og mest egocentrerede mor. Kunne vel for fanden have lukket mascara-munden et kort øjeblik og sagt mig selv, at visse ting skal gå stærkt, når man har omgangssyge.




Ja...




Mit barn sked i bukserne. Fordi jeg skulle have mascara på nu og ikke om fem minutter.






P.S Historien er gammel. Men jeg blev punket og mindet om det af min søn midt i aftensmaden. (Ja, vi er en lækker familie). Og så blev vi enige om, at det var på tide, at jeg viste alle, hvor meget jeg angrer.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar