torsdag den 22. januar 2015

Its alive (nærmest et romanlangt indlæg)

Nå...

Hold kæft, hvor er det uretfærdigt. De første to uger af min "nu lever jeg sundt" gik over al forventning.
Jeg spiste faktisk en del. Men udelukkende sundt. Og kiloerne skred hurtigt væk.

Så ramte jeg bunden af stress-tønden og har nu en uges tid nærmest intet spist. Og så taber jeg mig ikke engang voldsomt. Hvad fanden er nu det for noget? Giver jo ingen mening.
Jeg havde da sådan set siddet lidt i al min elendighed og tænkt, at jeg i det mindste nok tabte mig mindst 8 kg. midt i min totale udbrændte periode. Og så er det bare et enkelt lille fesent kilo, der er røget på en uge.

Men...kan da i det mindste mærke på min frakke, at knapperne ikke er så udfordret længere.

Min sukkertrang er delvist flyttet hjemmefra. Imponerende egentlig.
Har dog siddet og savlet på internet-slikbutik, men skred inden jeg nåede til betalingsdelen.
Det samme gjorde jeg, da jeg var et skridt fra at bestille abonnement hos Krifa. Og jeg skal da love for, at de har opsnappet mine indtastede oplysninger. Lad mig sige det på denne måde: Krifa er som en eks.kæreste, som bare ikke vil fatte, at man har mistet interessen.
De har simpelthen kimet mig ned. Nu gider jeg dem da slet ikke. Vælger vist bare 3F i stedet. Eller?

Ach so....ellers noget?

Joeh, jeg har jo gennemlæst min kontrakt op til flere gange. (Af skade bliver man klog...i mange år glemte jeg at læse alt det med småt, når jeg bestilte ting fra kuponhæftet, hvilket resulterede i pænt mange latterlige varer i min postkasse og tilhørende vanvittige girokort. Har fandeme fiskeolie til de næste 45 år. Og verdens dyreste "magic-razor-skraber" til alt mit kropshår. Glemte ligesom regningen...Eller...okay indrømmet; jeg valgte at bilde mig selv ind, at de nok ville droppe min gæld, hvis jeg smed regningen væk ved et uheld og i stedet returnerede en pæn klam skraber og mange pakker ubrugte barberblade. Det gjorde de så ikke. Så den står mig vel i en 600-700 kroner.)...nå, men jeg gennemlæste kontrakten. Med fornøjelse. Kan altså godt lide, at jeg får mere i løn. Og at der allerede er lønstigning igen om en måneds tid.
Men der er så en hel seperat side i kontrakten. Med en masse om tavshedspligt. Hvilket man godt kan forstå. Og jeg holder da ved gud også min kæft med alt jeg hører og ser. Selvfølgelig gør jeg det. Men kender I fornemmelsen? At man nærmest kan mærke en sitren og boblen i blodårerne over alt det, som man skal holde kæft med?
Sådan er jeg HVER gang nogen fortæller mig noget fortroligt. Jeg kan sagtens holde kæft, det handler slet ikke om det. Men jeg er nærmest paranoid angst for at komme til at tale over mig.

Ville være verdens værste FBI-agent.


Er til gengæld glad for jobbet. Har den sødeste kollega. (Som også bestemmer lidt over mig, men det er fair nok). Kontornusserne er skide søde. Rengøringskonen gør rent for mig mod at jeg lover at bage gode boller. Opgaverne er lige til at gå til.
Men jeg savner da de gamle. Selvfølgelig gør jeg det. Savner den ping-pong vi havde. Savner det lumre. Savner at blive kaldt Herdis. (Jeg hed af én eller anden grund ikke andet gennem hele min ansættelse). Men samtidig er jeg sgu også bare lykkelig over, at jeg nærmest fik serveret mit nuværende job. Pisseglad for at de gad ansætte mig. Møgglad for at slippe for at skulle møde op på Jobcentret og redegøre for de jobs, som man skal søge.

Og vigtigst af alt: At jeg holder mig i gang. (Nu lyder jeg som Benthe 56 år igen). Men det ER sgu vigtigt. Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skulle lave som arbejdsløs? (Men skulle da nok finde på en masse usundt og dyrt).
Jeg havde muligvis haft godt af en total sygemelding, indtil kroppen var nede i gear igen. Men jeg tror bare, at uvisheden om "hvad skal jeg nu, i morgen, næste uge, næste måned", ville stresse mig endnu mere. Så er det bedre på denne måde. Med tidlig weekend und alles.
Skal bare under ingen omstændigheder presse mig selv ud i sådan noget igen. For hold nu kæft, hvor har det været stygt.

Den morgen, hvor jeg trådte ind af døren på mit gamle arbejde og hvor min mave nærmest blev afsyret, hvor jeg fik tunnelsyn og hvor jeg efterfølgende brød sammen og græd i to timer, der troede jeg faktisk, at jeg fik det værste ud. Men det var jo for helvede kun starten. Efterfølgende har det jo virkelig bare været et ynkeligt rod med ingen hukommelse, smerter ad libitum fordi samtlige muskler spænder om kap, nada søvn og følelsen af at være en hylde, som er boret op på en papvæg og som er blevet belæsset med mursten og en halv Mazda 323.
Og alle de timer jeg har brugt på at tude ukontrolleret over, at jeg bare ikke er et supermenneske, som kan være alt for alle.

Den sidste uge har jeg trukket mig meget fra alt der minder om noget som helst socialt. Både  hverdagen, men også på sociale medier. Jeg havde simpelthen ikke energien. Ikke engang telefonsamtaler har jeg kunnet overskue. Og det har virkelig været godt for mig. Og skidt.

Godt fordi det bare ER sundt at prioritere hvile på spædbarbsniveau.
Skidt, fordi jeg er et så socialt menneske og derfor har følt mig virkelig ensom. Hvilket er latterligt, når det nu var selvvalgt.

Men mine venner er guld værd. For fanden...jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden dem. Og teenagerne er først nu begyndt at brokke sig over JustEat. Så ved man bare, at man har jydebørn. Sgu da ikke ret mange teenagere, som klager over take-out. På den anden side er det jo fedt at mærke, at de i den grad sætter pris på min madpolitik, hvor jeg gennem hele deres barndom har været ret hysterisk med gode råvarer og hjemmelavet mad. (Til gengæld fik de deres første chokoladekalender, da de var to år. Hvilket nok - i visse Palæo-mødres øjne - er anmeldelsesgrund til de sociale myndigheder. Fuck jer og æd nogle e-numre. I ligner nogen der kunne have godt af det).

Hvis jeg skulle beskrive den seneste uge med et enkelt billede, må det blive dette:










Ingen kommentarer:

Send en kommentar