Den der væg der er mellem tv-stuen og Sundhedsøns værelse, er en parodi. Kunne lige så godt bare have et forhæng på en gardinstang. Jeg har set bagepapir der er tykkere, end den væg.
Jeg kan høre alt! Helt uden at lytte. Og når han så sidder og spiller med vennerne og taler med dem over Skype på samme tid, er oplevelsen da komplet.
Ved ikke hvad de spiller, men at dømme ud fra hans brøl, lyder det til at være en udvidet udgave af dåseput eller fangeleg.
Kæft et stemmebånd den dreng har.
Har siddet i sofaen og brølet et "Gider du liiiige!?" og "Ej, men dæmp dig da for pokker" - uden held. Drengen hører intet.
Men når aftenen melder sig, og jeg skvatter i søvn med åben mund og savl i en gavmild stribe fra mund til sofapude, skal jeg fandeme love for, at han kan høre noget.
Jeg modtager hver aften mindst tre klager over snorken.
Er det ikke muligt at lydisolere en mur? Selv om man slet ikke er gør-det-selv typen?
Men han er glad derinde, kan jeg høre. Og det er trods alt det vigtigste.
Mæt er han også. Min boss sendte kartoffelmos med mig hjem i går, og hr. søn har vel spist det der svarer til 950 gram kartofler med et halvt kilo Heinz og nærmest et ønske om at jeg gifter mig med bossen.
Så ved man bare, at det er en god mos.
Nå...jeg skal i Super Best. Det er bollevejr. Skal have hentet gær og krydderier til en gang solid jysk bagedag.
