søndag den 23. februar 2014

Et tilbageblik

Indlæg skrevet dagen før min første arbejdsdag på yndlingsarbejde:

Argghh! Der er dømt undtagelsestilstand i Casa Rødhætte. BIG time.

Havde ellers voldsom hyggelig aften med datter, hvor vi datede hver vores sofa, og så en god film. Men da jeg vågnede i morges, var min allerførste tanke: "Fuck! Jeg skal starte i morgen".
Og så har jeg egentlig rendt på toilet lige siden, og foretaget adskillige uddrivelser. 
Hader hader hader at skulle starte et nyt sted. Og når jeg er nervøs, så bliver jeg endnu mere klodset end jeg normalt er. (Og det siger ikke så lidt).
Så jeg vil da vædde med at jeg nok skal nå at kortslutte deres ovn i morgen. Og tabe ting. Og brænde hul i kokkejakke. Og kassere alt mad jeg laver, fordi nervøsiteten rider mig som en mare, og fjerner al sund fornuft og samtlige evner.

Jeg vil ikke!

Jeg vil bare spole de første dage over, og springe hen til det punkt hvor jeg kender køkkenet og menneskerne. 


Tænk hvis de ikke kan lide mig? Det er da ikke umuligt? Hvad nu hvis de bare efter en time har det sådan: "Hende magter vi fandeme ikke! Hendes humor er sær (det er fordi den er ikke-eksisterende når jeg er nervøs), hun ser lidt sær ud. Og mellem os: Er hun helt gennembagt?"

Nederlag nummer 1 ville være at de bare ikke kan lide mig, eller det jeg laver.
Nederlag nummer 2 ville være at skulle retur til tyskerchef. 


Men nej, kommer ikke til at ske. Vil hellere sælge organer end at arbejde sammen med den skovl. Desuden ville han nok også gasse mig i tysk bil i skummel garage m. skummel støvsugerslange til tysk produceret udstødningsrør, fordi jeg har sendt en klage over ham. 



Ej men for helvede...har det som om jeg skal kaste op. Og uddrive noget igen.



Indlæg skrevet samme dag, som jeg startede:

Vågnede før vækkeuret. (For vækkeure sover også, det ved alle). Havde voldsom mavepine, og var mere tavs end når jeg ligger hos tandlægen med spytsluger og tamponer i munden. 
Udenfor piskede regnen ned, og tordenvejret rumlede lystigt. Og så sad jeg bare der med min kaffe og tænkte: Fedt, himmel og jord står i et. Er der nogen der prøver at fortælle mig noget?

Men jeg mødte op. Trods alt. Og blev skubbet i kokkejakke og forstykke, og kunne som det første konstatere da jeg kiggede på ung medarbejder, at min røv nok var 119 cm. bredere end hendes. Var slemt imponeret over hvor stort hendes forstykke var i forhold til mit. 
Nå, men det var jo nogle rigtig søde mennesker som tog imod mig. M. veludviklet humor. Og overbærenhed overfor mig; Nervehætte. 
Så nu er første dag overstået. Den værste. Og jeg er egentlig glad og lettet. Og har en knaldende hovedpine. Sikkert fordi jeg har spændt mere i kroppen end godt er. 
Men der var ingen tyskerchef. Yippekayeah-Mutter ficken. 






Tænk hvis jeg havde vidst dengang, at den arbejdsplads har givet mig meget mere, end selv den bedste psykolog ville have kunnet formået. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar