Jeg ved det. Jeg ved det udmærket godt. Jeg har lidt for meget passion i sindet, når jeg placerer mig bag et rat.
Men det er fandeme ikke let at bevare Morten Korch sindet, når det vrimler med narfedtører ude på vejene.
Det gik lidt galt i dag. I firmabilen. Måtte faktisk ringe til bossen for at forklare på forhånd. (Okay, og også fordi jeg var faret lidt vild).
Men jeg havde glæde af at have selskab af en Chong Hui Zui oppe i røven af firmabilen.
Vi taler virkelig oppe i røven.
Jeg kender trafikken og samtlige lyskryds som mine egne trusser, og jeg er desuden ikke fan af fartbøder, så jeg kørte efter loven.
Og det pissede ham virkelig af.
Hans grimme bulede ramponerede engang postkasserøde Peugeot 405, som var så sænket, at hvis han kørte over en frø, ville frøen blive halshugget, kom tættere og tættere på. Faretruende tæt. Så tæt, at jeg nærmest ikke kunne se den i sidespejlet.
Og det blev ved. Og ved. Og ved. Og så fik jeg lidt nok. Og kom til at træde hårdt på bremsen.
Og ja ja ja, jeg ved godt, at det er barnligt og ikke helt efter reglerne.
Men det kunne jo skyldes, at en hund rendte ud foran bilen. Ikke? Og så skal man jo bremse hårdt. Og hurtigt. Og eftersom jeg kun kørte 45 km/t, stopper sådan en bil jo ret brat.
Og så blev han gal bag mig. Rigtig gal. Og kørte op på siden af mig, og kneb øjnene (om muligt) endnu mere sammen, samtidig med at hans mund bevægede sig ret hurtigt og fingrene var i kramper. Og så skal jeg fandeme love for, at han zigzaggede over i højre vejbane, og fræsede i høj fart rundt i et højresving, nærmest liggende i sædet, så skruerne nærmest raslede i hans solblegede lortespand.
Og så ringede jeg til bossen. Og fortalte om den hund der rendte ud foran bilen.
Og som idioten ikke kunne se, fordi han kørte oppe i røven på mig.
Fede nar.
