lørdag den 20. juli 2013

.......

Hvor jeg dog ønsker mig en pille, som kan få mig til at sove, indtil det ikke gør ondt mere.
Eller en pille, som kan bedøve mine følelser.
Hvorfor skal det gøre så ondt, når beslutningen ikke kom bag på nogen af os?

Fordi det er følelser. Det er afslutningen på en del af mit liv. Afslutningen på noget, som har haft stor betydning.
Jeg kan ikke bare slukke på en kontakt og sige "Det var det". Tiden bliver nødt til at arbejde for mig.

Det har været slemt i dag.
Flygtede nærmest ud af huset, og vendte først tilbage, da han var kørt.
Har flyttet rundt på møblerne, fordi jeg har brug for det.
Har grædt og hulket så meget, at jeg troede mit hjerte gav op.

Min veninde er her nu. Ligger og sover ved siden af mig.
Fik en seng af hende. Er så taknemmelig. Og rørt.
Jeg har bevist placeret møblerne stik modsat i soveværelset, fordi jeg har brug for det. Forsøger desperat at skabe nye rum.

Mine veninder har været helt fantastiske.
Stryger mig over håret. Krammer mig. Giver mig gaver. Lytter. Forsøger at tvinge mig til at spise.

Mine forældre har været der. Og jeg bliver Rødhætte 12 år, og bryder helt sammen som en slaskedukke.

Har alle disse tanker og selvbebrejdelser konstant. Og skyldfølelse. Ønsker jo ikke at såre nogen.
Men bliver nødt til at huske mig selv på, at det nytter ikke.
Ting sker. Livet sker. Nogle gange gør det fandens ondt. Nogle beslutninger river hjertet over.
Men det er vel en del af livet?
Og det er vel umuligt at gå gennem livet uden at komme hele følelsesregistret igennem.

Det er bare svært, når man er så fandens følsom og analyser alt i atomer...

Har grædt så meget, at jeg ligner en mand. En virkelig grim mand.
Har absolut ingen energi. Bare en simpel gåtur gør mig udmattet.

Og nu? Venter bare på at pillen virker. Den som gerne skulle sende mig ind i drømmeland m. et cirkelspark.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar