Dette er verdens bedste slankekur. Har ikke spist noget siden onsdag aften. Der er ikke plads. Jeg har et stort hul i maven, som er er et hul, men på samme tid føles fyldt.
Eller...det passer ikke helt. Jeg var ude med min veninde i dag, og hun tvang mig til en cola og et pølsehorn.
Som så ville ud 20 min. senere.
Det er som om ydmygelsen ingen ende vil tage. Som om det ikke er nok, at jeg render rundt med verdens mest hævede ansigt, så blev jeg også fanget på Kvicklys toilet.
Render rundt med solbriller konstant, så snart jeg bevæger mig ud. Ligner jeg ved ikke hvad.
Han pakker lige nu. Jeg føler mig som en fremmed i mit eget hjem.
Der er ingen råben. Vi skændes stadig ikke. Hvorfor skulle vi? Der er jo ingen had mellem os. Vi var jo enige. Og vi er enige.
Men det betyder ikke, at det ikke gør ondt. For det gør det fandeme. Mere ondt end jeg kunne forestille mig.
Jeg troede på det så længe. Helt ind bag hjertet.
Og jeg kan intet negativt sige om ham. Han er et vidunderligt menneske. Et godt menneske. Der er intet ondt i ham.
Og det er nok godt nok, at han flytter så hurtigt. Det gør for ondt på os begge at være i samme rum. Men det stresser mit hjerte, at det går så hurtigt. Jeg kan slet ikke følge med. Men...det er nok det eneste rigtige at gøre det på den måde. I morgen bliver slem. Virkelig slem. Jeg skal under ingen omstændigheder være hjemme, mens han flytter.
Jeg KAN bare ikke forstå, at det kan gøre så ondt, når det er en fælles beslutning.
